tirsdag den 15. december 2009

Frank Aaen i DDR (1977-82)

"Enhedslistens Frank Aaen samarbejdede med den kommunistiske politistat DDR. Enhedslistens folketingsmedlem Frank Aaen, der kræver PET's aktiviteter under den kolde krig endevendt, er selv belastet af sin politiske fortid før Murens fald. Frank Aaen var formand for Kommunistiske Studenter (KOMM. S.) i perioden 1977-82, og i den funktion samarbejdede han intenst og ærbødigt med det østtyske ungdomsforbund Fri Tysk Ungdom (FDJ), der var en integreret del af politistaten DDR. Han varetog fuldstændig ukritisk DDR's politiske interesser i Danmark og sendte hold efter hold af unge kommunistiske studenter på FDJ-skolingslejre i DDR.

AGIT-PROP

Han udspredte mængder af østtysk agitations- og propagandamateriale på de danske universiteter om marxismen-leninismen og DDR-statens fortræffeligheder, og de studerende blev indpodet Warszawa-pagtens sikkerhedspolitiske doktriner. DDR finansierede såvel propaganda-materialet som skolingsopholdene, hvoraf de langvarige fandt sted på Fri Tysk Ungdoms højskole 'Wilhelm Pieck' ved Bogensee uden for Østberlin.Frank Aaen sendte de ledende kræfter i KOMM. S. til skoling på 'Wilhelm Pieck'-højskolen, men selv har han kun været med på kortvarige studieophold i DDR.

PIONER-LEJREN

For eksempel var han med KOMM. S.'s hovedbestyrelse i pionerlejren 'Mathias Thesen' i Tarnewitz ved Ostseebad Boltenhagen fra den 5. til 11. oktober 1981. Han var da 30 år gammel. KOMM. S. havde sat næsen op efter at blive indkvarteret i pionerlejren 'Kim Il Sung' i det mere mondæne Prerow, men dette ønske fra de altid fordringsfulde danskere kunne FDJ ikke efterkomme.

SLAGPLANER

Hovedbestyrelsen fra KOMM. S. på 27 personer med formand Frank Aaen i spidsen måtte i stedet tage til takke med 'Mathias Thesen'. Nogle boede i hovedbygningen, andre i bungalows ude i terrænet. Værtinden var kammerat Monika Mäder fra FDJ's Centralråd i Østberlin. På denne østtyske lejr planlagde Frank Aaens tropper i nærværelse af deres FDJ-kammerater, hvilke aktioner KOMM. S. skulle iværksætte mod EF, NATO og det liberale danske samfund. Det var fortrolige drøftelser, der her blev ført. De nævnes slet ikke i medlemsorganet Røde Blade .

FIK ALT BETALT

Det var netop i den periode, da det lykkedes for de danske kommunister at infiltrere 80'ernes spirende fredsbevægelse, så den næsten udelukkende kom til at vende brodden mod NATO's militæranlæg og atomstrategi. I FDJ-rapporten fra danskernes ophold i Tarnewitz, som Ekstra Bladet har fundet i de østtyske arkiver, står at læse: 'Alle regninger fra 'Mathias Thesen' og 'Ostseetrans' skal sendes direkte til den Internationale Afdeling i FDJ's Centralråd.'

PARTISKOLEN

KOMM. S. afholdt også sommerkurser på partiskolen 'John Scheer' i Lütten- Klein uden for Rostock. Det var meget populært også i DKP og DKU. Således har ekskommunisten, nuværende DR-TV-direktør Bjørn [Beha] Erichsen flere gange undervist dernede ud fra stalinisten Ib Nørlunds lærebog 'Det Knager i Samfundets Fuger og Bånd'. Her på partiskolen i Lütten-Klein har også Frank Aaen holdt adskillige foredrag for sine KOMM. S.-kammerater og for DKP'erne, da han var blevet redaktør på Land og Folk i 1986.

AFTALERNE

Hvert andet år blev der indgået en venskabs- og samarbejdsaftale mellem KOMM. S. og FDJ. Den aftale, der blev indgået for 1980 og 1981 den 2. november 1979, bestod af en generel hensigtserklæring om de fælles mål og syv konkrete punkter. Det aftaltes konkret, at 'FDJ understøtter KOMM. S.'s agitations- og propagandaarbejde med egnet materiale,' og at 'FDJ inden for sine muligheder understøtter KOMM. S. materielt.' Og: 'FDJ understøtter også i fremtiden Danmarks Kommunistiske Studenter ved uddannelsen af organisationens funktionærer.' Det sidste skete ved, at KOMM. S. hvert år fik bevilget og betalt nogle studieophold af ti måneders varighed på FDJ-højskolen 'Wilhelm Pieck'. Samtidig var der udveksling af studiedelegationer og en stående invitation til KOMM. S. om hvert år at sende 10 af sine medlemmer med på FDJ-studenterbrigadernes internationale lejre i DDR.

ADGANG FORBUDT

Når de vordende KOMM. S.-kadrer skulle uddannes på 'Wilhelm Pieck'-højskolen, var der en praktisk vanskelighed at overvinde. Undervisningen foregik på tysk, og det var danskernes opgave at finde en tolk. Den 12. marts 1979 skriver højskoleforstander Klaus Böttcher henrykt til den internationale sekretær i FDJ's Centralråd i Østberlin, 'at det nu var lykkedes for kammerat Steffen Johnsen fra KOMM. S. at finde en dansk-tolk til det 22. studieår.' Hans navn var kammerat John Torsten Lange. Han er uddannet historiker og bestyrer i dag DKP-arkivet i Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv (ABA) sammen med litograf Mogens Höver fra DKP's ledelse. Disse to har i flere år nægtet Ekstra Bladet adgang til det danske DKP-arkiv.

PRIVAT MIDDAG

Den 15. februar 1980 var formanden for KOMM. S. Frank Aaen med frue, den internationale sekretær Michael Kjeldsen og forbundssekretæren Steffen Johnsen inviteret til middag hos attaché Thomas Georgi fra DDR-ambassaden i dennes privatbolig. Sammenkomsten foregik i ubemærkethed. Ifølge det to sider tætskrevne officielle notat udfærdiget på DDR-ambassaden og sendt til udenrigsministeriet i Østberlin med kopi til FDJ, fremhævede Aaen, Kjeldsen og Johnsen deres egen aktive kamp for at 'mobilisere den danske befolkning mod NATO's oprustnings-politik.' Og samtidig udtalte de sig til fordel for Sovjetunionens militære intervention i Afghanistan.

GODTOG INVASION

Thomas Georgi skriver, at de tre danskere 'klart og utvetydigt går ind for det afghanske folks sag.' Det betød i DDR-terminologien, at de bifaldt Moskvas militære indblanding i den afghanske borgerkrig. Og diplomaten bemærker i sit notat: 'En række af KOMM. S.'s velorganiserede og godt besøgte møder om dette emne havde vist, at mange, frem for alt unge mennesker, var interesserede i kommunisternes opfattelse. Det skyldtes åbenbart, at alle de andre partier og ungdomsorganisationer havde indtaget en mere eller mindre antisovjetisk holdning og havde deltaget i løgne- og bagvaskelseskampagnen mod Sovjetunionens udenrigspolitik.'

INFORMATOREN

Inden danskerne tog afsked med deres østtyske vært, lovede KOMM. S.'s internationale sekretær, kammerat Michael Kjeldsen, at aflægge rapport til DDR-ambassaden om det landsmøde i Samarbejdskomitéen for Fred og Sikkerhed, der skulle finde sted de følgende to dage i København, og hvor han selv regnede med at blive valgt ind i arbejdsudvalget."
Mette Herborg og Per Michaelsen, "PET-kritiker har selv en mørk fortid", i Ekstra Bladet (20.12.1998)

søndag den 13. december 2009

SF bygger på marxismen (2009)

"§ 2
Stk. 1
Partiets formål er at virke for socialisme gennem udvidelse af demokratiet. Partiet arbejder på et marxistisk idegrundlag."
Socialistisk Folkepartis vedtægter, 2009.

lørdag den 12. december 2009

Billeddokumentation #6: "Klima"-demonstranter (2009)


"Klima"-demonstranter under kommunistiske hammer- & segl-faner (Amagerbrogade, København, 12.12.2009; kilde: Jp.dk)


Ditto, denne gang synligt fra Kommunistisk Parti (Christiansborg Slotsplads, 12.12.2009; kilde: Uriasposten)

Kommunister på våbentræning hos PFLP (1969)

"Efter et par uger, hvor de to parter så hinanden an, blev Gert og Xander inviteret med op i bjergene [i Jordan] for at diskutere politik og modtage deres første militære træning. . . . Efter nogle dage i lejren besluttede de to danskere at meddele deres føringsofficer, at de var parat til at tilslutte sig PFLP som frivillige, og at de også var parat til at gå i kamp. I de følgende fjorten dage modtog de to unge KUF'ere den indledende træning til at fungere som guerillasoldater. De gennemførte konditræning og snigeøvelser, og de lærte at skille, samle og betjene en række forskellige våbentyper, både pistoler, geværer og maskinpistoler - Kalasjnikov, Beretta, Uzi og Carl Gustav. De lærte også at bruge håndgranater af både ægyptisk, polsk og kinesisk fabrikat.
Træningen indbefattede desuden den praktiske anvendelse af forskellige sprængstoffer, lunter og tændsnore.
. . .
"Jeg tror egentlig ikke, jeg tænkte så meget over, hvad vi skulle bruge træningen til i praksis", siger Xander Truelsen i dag. "Men den kunne jo vise sig at være nyttig, hvis der opstod en revolutionær situation hjemme i Danmark."
Om træningen af danske medlemmer af Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF), i Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 131f).

fredag den 11. december 2009

Finn Ejnar Madsen: Hovedsagen er "at pande en strømer" (1970)

"Holger [Jensen] argumenterede for, at tiden var inde til at gå i direkte konfrontation med politiet, og at demonstranterne måtte forberede sig på gadekamp. Også en af Holgers venner, Finn Ejnar Madsen, holdt en tale, hvor han med høj røst slog fast, at hovedsagen måtte være "at pande en strømer". . . . .
Mod slutningen af august havde planen taget konkret form: Siden John Wayne-demonstrationerne året før havde flere af KUF'erne anskaffet sig motorcykler for at være mere mobile, og nu kunne køretøjerne for alvor komme i anvendelse. Bevæbnet med hjemmelavede benzinbomber, såkaldte molotovcocktails, skulle en aktionsgruppe køre op på siden af Bella Centeret, smadre en række af glasdørene og smide brandbomberne ind i centeret."
Fra Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 150f).

mandag den 7. december 2009

Frank Aaen i Afghanistan (1980)

"... Enhedslistens frontfigur Frank Aaen, som 80erne igennem udfoldede en vældig propagandavirksomhed til forherligelse af det kommunistiske torturregime i Afghanistan , som de sovjetiske besættelsestropper holdt ved magten under den blodige krig 1979-89.

I det afsides liggende bjergland var der op mod halvanden million ofre for alle slags krigsforbrydelser, henrettelser og tortur, heraf var langt de fleste civile. Den uhyggelige brutalitet stod ikke tilbage for noget af det, som Hitlers SSere fandt på ved Østfronten 40 år tidligere. Frank Aaen var formand for Kommunistiske Studenter (KOMM.S.), da han som 28-årig i 1980 blev inviteret til Afghanistan af den sovjetiske besættelsesmagt. Formålet var, at han skulle berette hjemme i Danmark om de »afghanske patrioters revolutionære landvindinger« og om Moskvas solidariske indsats for at »sikre Afghanistan imod aggression udefra«. Rejsefællen hed Søren Bak Sørensen, og han sad i forretningsudvalget for Danmarks Kommunististiske Ungdom. Sammen fløj de to partikammerater over Moskva og Tashkent til Afghanistans hovedstad Kabul, hvor de boede på »Hotel Kabul« fra 22.-29. marts skråt over for det tidligere kongepalads. Kommunisterne var kommet til magten allerede i 1978 under den såkaldte Aprilrevolution. De nye magthavere støttede sig til et meget effektivt sikkerhedspoliti, der blev opbygget og finansieret af det sovjetiske KGB, som havde udstationeret rådgivere på stedet. Befolkningen gik til modstand, og det resulterede i massakrer på hele landsbyer, hvor kvinder blev voldtaget og alle af hankøn blev mejet ned med maskingeværer eller overhældt med benzin og brændt levende. Var de ikke helt døde, skete det i hvert fald, når bulldozerne fejede kroppene sammen i massegrave. Da Frank Aaen ankom til Kabul, havde DKPs afghanske broderparti slået omkring 100.000 mennesker ihjel siden april 1978. Revolutionens to første år havde også skaffet afklaring mellem kommunistpartiets to fraktioner, Chalk (Folket) og Parcham (Flaget), og Parcham-lederen, den gamle KGB-agent Babrak Karmal havde sat sig på tronen efter at have myrdet sin kommunistiske rival Hafizullah Amin i december 1979. Han fik hjælp af de sovjetiske tropper, der samtidig rykkede ind i landet for at »nedkæmpe kontrarevolutionen« og »imødegå den imperialistiske indblanding«. Den sovjetiske besættelsesmagt førte en total krig mod den afghanske befolkning. Det blev helvede på jord. Napalm, fosforbomber og giftgasser blev kastet ned fra luften. Anti-personelminer - også af den slags, der ligner legetøj - blev lagt ud. Og man morede sig med at voldtage kvinder eller kaste dem levende ud fra kamphelikopterne.Mens Frank Aaen var i Kabul, opfordrede det KGB-dirigerede sikkerhedspoliti Khad ham til at aflægge besøg i Pul-e-Charki-fængslet syd for byen, og han inspicerede cellerne og fik adgang til at tale med nogle af fangerne, herunder to tidligere ministre. I hvert fald den ene af dem blev kort tid efter henrettet. Amnesty International dokumenterede hvert eneste år rædslerne i de afghanske fængsler og Khads torturkamre, hvor titusindvis af afghanere blev lemlæstet eller pint til døde, ofte under aktiv medvirken af russisk personel. Alle de klassiske torturmetoder blev anvendt. Ofrenes lidelser var ubeskrivelige. Da Frank Aaen var vendt hjem til Danmark, udbredte han sig om rejsen i Kommunistiske Studenters medlemsorgan »Røde Blade «, og stolt illustrerede han artiklen fra 15. april med et foto af sig selv sammen med Søren Bak Sørensen og en militærperson i Pul-e-Charki-fængslets gård. I baggrunden ser man Afghanistans sneklædte bjergtoppe. Det blev til en hyldest af det storartede fængsel, hvor alle menneskerettigheder blev forbilledligt overholdt, og hvor alle fanger var glade og tilfredse. Og Frank Aaen bragte også et »interview«, han havde lavet med en egypter, som Khad/KGB havde fængslet, fordi man formodede, at han var CIA-agent. Man sagde, at han var blevet trænet af amerikanerne i Vesttyskland til at rapportere om sovjetisk militær og instruere afghanske modstandsfolk i våbenbrug. Det var, hvad fangen fortalte Frank Aaen, men Aaen mente, at egypteren ikke var blevet afhørt grundigt nok. Han var ikke kun den lille brik i spillet, som han påstod, men havde haft en langt farligere rolle. Og dette undlod den danske gæst ikke at gøre opmærksom på. Frank Aaen skriver i »Røde Blade « om egypteren: »Han så ud til at være i fin form her efter små fire ugers fængselsophold. Bestemt intet tegn på 3. grads forhør eller lignende. Det var akkurat som med de øvrige fanger - nogle af Amins folk - som vi fik lejlighed til at tale med«.Hvad der skete med den egyptiske krigsfange, efter at Frank Aaen havde haft ham i krydsforhør, vides ikke. Måske endte han i den massegrav med 12.000 lig, som man fandt i umiddelbar nærhed af fængslet, efter at det kommunistiske regime var brudt sammen i 1992. Frank Aaen var så fascineret af Afghanistan -krigen, at han gentog succes-rejsen i 1984. Denne gang ledsaget af DKP-formanden Jørgen Jensen. Aaen analyserede sine erfaringer fra de to studieture i tidsskriftet »Tiden«, årgang 1985 nr. 2 og 3. Derefter blev han betragtet som DKPsAfghanistan -ekspert. Siden blev han chefredaktør på Land og Folk og medlem af DKPs forretningsudvalg. Nu sidder han i Folketinget for Enhedslisten . . ."
Mette Herborg i "Dansk kommunist i Afghanistan", i Berlingske Tidende (19.7.2001)

mandag den 30. november 2009

KAP om Stalin & proletariatets diktatur (1976)

[Det er nødvendigt med et revolutionært parti, som] ”kan samle og koordinere kampene og lede dem – ikke ind i folketingets baner og illusioner om, at borgerskabets statsmagt kan bruges mod borgerskabet selv; nej de må ledes ind i et samfundsomvæltende opgør med selve kapitalen og dens statsmagt”.
Om Sovjetunionens historie hed det bl.a.:
”Stalins linje sejrede, og nogle år efter påbegyndtes en socialistisk omformning af landbruget og en omfattende industrialisering. Det sovjetiske folk nåede store resultater”
KAP
”står side om side med Kinas kommunistiske Parti og Albaniens Arbejdets Parti”.
Fra pjecen ”Hvad vil Kommunistisk Arbejderparti?” (1976), illustreret med portrætter af Karl Marx, Friedrich Engels, Vladimir Lenin, Josef Stalin og Mao Tse-tung.

lørdag den 28. november 2009

DKP/ML om Stalins ufejlbarlighed (1978)

”DKP/ML bygger klart og konsekvent på den videnskabelige socialisme, sådan som den er udviklet af marxismen-leninismens klassikere, Marx, Engels, Lenin og Stalin. Marxismen-leninismens klassikere har grundlagt og videreudviklet arbejderklassens videnskabelige teori. De var anerkendte og teoretiske og praktiske ledere af den kommunistiske verdensbevægelse. De har ikke begået afgørende fejl på noget grundlæggende spørgsmål. Derfor er deres lære det uomgængelige grundlag for kommunisternes arbejde og kamp også i dag.
. . .
Stalin sammenfattede marxismen på mønstergyldig vis. Han udviklede teorien videre på væentlige felter under kampen for socialismen under proletariatets diktatur. . . . Han forudså, afslørede og bekæmpede uden vaklen ethvert forsøg på at genrejse kapitalismen og var den kommunistiske verdensbevægelses ubestridte leder.”
Citat fra DKP/ML: Program og love – vedtaget på DKP/ml’s 1. kongres, december 1978 … (1981), s. 1f.

torsdag den 26. november 2009

VS om bevæbning og protelariatets diktatur (1977)

”Kun en bevæbnet arbejderklasse og etableringen af proletariatets diktatur er i stand til at forhindre en borgerlig kontrarevolution. Statsmagten er knudepunktet for det borgerlige herredømme, og ikke en neutral instans, der kan erobres fra borgerskabet; den borgerlige stat skal knuses – ikke overtages.”
Udtalelse fra Venstresocialisternes forretningsudvalg (1977), her citeret efter PET-Kommissionens rapport (bd. 7, s. 260).

tirsdag den 24. november 2009

KUF'ere som "street fighters" med skydetræning og grankæppe (ca. 1969)

"På dette tidspunkt [i.f.m. Saga-demonstrationerne imod John Wayne-filmen 1969] havde Appel indsat Holger Jensen og Gert Rasmussen som 'aktionsledere' i KUF - eller som Gert Rasmussen har formuleret det: "Vi var Gotfreds street-fighters".

De to aktionsledere havde begge forsøgt at blive guerilla-soldater på kommunistisk side i Vietnam-krigen, og da det ikke var lykkedes at komme af sted, havde de i stedet meldt sig til skydetræning i Danmark. Blandt deres initiativer var også fysisk træning af de unge KUF-medlemmer i blandt andet løb og svømning, ligesom en judotræner instruerede i nærkamp.
. . .
Planen var ikke blot at demonstrere mod filmen, men simpelthen at få standset visningen, koste hvad det ville. Foruden erhvervelsen af et par lange læderjakker til både Holger og Gert inkluderede forberedelsesarbejdet også indkøb af et større parti lange granrafter, der under demonstrationen kunne tjene to formål: Dels kunne rafterne forsynes med skilte med antiimperialistiske slagord, dels udgjorde kæppene, frigjort fra skiltene, et fortræffeligt slagvåben mod politiet.

"Vi var enige om, at de skulle have nogle på skallen. Det skete med min fulde velsignelse," fortæller Gotfred Appel mange år senere. "Jeg kan tydeligt huske, at Ulla og jeg i en varevogn kørte et læsfuld grankæppe ind til vores folk foran Saga. Med besked om at bruge dem."

Aktionsledelsen havde desuden haft en bil ved stranden, hvorfra et par sække med håndstore sten blev kørt ind til Vesterbrogade. Også møtrikker blev medbragt som kastevåben."
Fra Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden (bd. 1, s. 101f).

søndag den 22. november 2009

Preben Møller Hansen om Nordkorea (1995)

"Et af Københavns mest fashionable luksushoteller, Sheraton, er i disse dage ramt af en alternativ begivenhed: Den ægte socialismes genfødelse.

Det er Nordkorea , der er vært for den upåagtede internationale konference, hvis hovedtema er den såkaldte 'Juche ide'. En slags socialistisk renæssancefilosofi, skabt af landets nu afdøde leder Kim Il Sung, og fulgt op af sønnen, Nordkoreas nye leder Kim Jong Il, der blandt andet har skrevet bogen 'Socialisme er en videnskab'.

Ekstra Bladet støder med statsgaranti ingen af de tilstedeværende, når vi hævder, at salig Marx og hans 'Das Kapital' for alvor er truet som socialismens bibel. Kim Jong Ils bog lå nemlig sammen med et halvt hundrede andre publikationer, skrevet af far og søn, andægtigt på rad og række i luksushotellets foyer, og den er da også udganspunkt for størstedelen af konferencens foredrag. Alle bogtitler starter i øvrigt med ordene: 'Our dear leader' (vores kære leder, red.), dog enkelte gange varieret med 'Our great leader' (vores store leder, red.) For kendere bør det nævnes, at der også var hele fire originale eksemplarer af 'The Kim Il Sung Encychlopedia' - dog uden prisskilt. Et kvalificeret gæt er, at prisen er ret pebret, idet Ekstra Bladet så flere af de lærde professorer, der totalt dominerer gæstelisten, forsigtigt røre ved de læderindbunde leksika med drømmende blikke.

ALLE KAN FØLGE MED

Konferencen, der slutter søndag eftermiddag, har hele 41 danske deltagere.

Blandt de mest kendte skal nævnes Preben Møller Hansen, der repræsenterer Fælles Kurs, Villy Fuglsang fra DKP og Hans Christian Andersen, DKP's internationale komite, (ej at forveksle med en afdød fynsk navnebroder, der jo som bekendt også elskede eventyr).

Foruden en lang række af Tordenskjolds socialistiske soldater fra DKP og DKP/ML er de danske universiteter fornemt repræsenteret. Hele fem professorer er med til konferencen: Per Salomonsen fra Aalborg Universitetscenter og Bruno Amoroso , Tue Magnusen, Henrik Toft Jensen samt Bent Greve, alle fra RUC.

. . .

Ekstra Bladet fik en kort samtale med Preben Møller Hansen imellem to af fredagens foredrag. Den detroniserede sømandsboss var i vældigt humør.

- Ja, man tror sgu det er løgn, men jeg har lige hørt en halvanden time lang tale uden at falde i søvn. Det er sgu spændende, det her.

Preben Møller erklærede sig stadig som ægte socialist og forklarede Sovjetunionens sammenbrud således:

- Når arbejderne ser, hvordan levebrødspolitikerne udnytter systemet, begynder de sgu at drikke. Det var det, der gik galt. Socialismen er ikke død, det var enkeltpersoner, der fejlede, jeg tror virkelig på Juche-filosofien og Kim Jong Ils ideer.

Samtalen blev desværre ikke længere, Møller Hansen skulle ind til endnu et foredrag i den imponerende sal, der i øvrigt var domineret af et enormt portræt af Kim Il Sung.

Det billigste dobbeltværelse på Sheraton koster knap 1.600 kroner eller det samme som syv månedslønninger i Nordkorea."
Fra Jeppe Juhls artikel "Her genfødes den ægte socialisme", i Ekstra Bladet (4.2.1995)

fredag den 20. november 2009

Fra sangen "Rød front!"

Rød front! Nu griber vi til våben
her hjælper ikke bøn og trods!
Rød front! Nu ligger målet åben
thi nu tilhører gaden os!
Nu skal fortids møre mure falde
vi som fri fra fængslet går
Rødt stråler stjernen for os alle
og seglen skærer, hamren slår!
Fra sangen "Rød front!", tilføjelse til "Internationale", fra Den Store Røde Sangbog.

onsdag den 18. november 2009

mandag den 16. november 2009

Den Proletariske Friskole (1970erne) II

"Danske revolutionære skubbede i 1970erne deres egne børn ud i kriminelle handlinger, selv om forældrene godt vidste, at børnene kunne ryge på både politistationen og få bøder.
Det fremgår af en »plakatvejledning« fra Den Revolutionære Friskole , der ledet af oprøreren Finn Ejnar Madsen ikke blot indoktrinerede børn i 70erne, men også instruerede dem i ulovlig opsætning af plakater med statsomstyrtende budskaber. En »propagandapraksis«, som ifølge Finn Ejnar Madsen skulle indgyde eleverne »revolutionær pligtfølelse«.
»Blir du snuppet, afbrydes plakatarbejdet, du får måske lov til at sidde et par timer i boksen på stationen, og du får en bøde. Undgå derfor at blive fanget,« hedder det i vejledningen, som Berlingske Søndag er i besiddelse af:
»Vær ikke for ligeglad med panserne, således at I blir unødigt overraskede af dem. Er de efter jer, så løb fra dem, det koster ikke ekstra, hvis du alligevel blir snuppet«.
I vejledningen fra friskolen instrueres børnene også i, at de skal benægte »alt«, hvis de alligevel fanges af politiet. Ligesom de skal sørge for ikke at have adressebøger og telefonlister på sig.
Tidligere elever på skolen lægger i dag stærk afstand til den måde, hvorpå de blev opdraget og presset til den ulovlige plakatopsætning. En praksis, der siden har ført til dybe sår og opgør i mange familier.
»Jeg husker stadig, hvordan jeg ni år gammel blev taget af politiet. Jeg var skrækslagen, men de slap mig heldigvis fri,« siger den i dag 37-årige Thomas Due-Boje:
»Det, som Finn Ejnar Madsen og skolen fik os til at gøre, var ikke alene dybt ulovligt. Det mest chokerende er faktisk, at det skete med vore forældres samtykke«.
. . .
Thomas Due-Boje husker, at Finn Ejnar Madsen gav teoretisk undervisning i fremstilling af molotov-cocktails – brandbomber – og under et besøg på en kaserne prøvede han og flere andre børn at skyde med et maskingevær af mærket M60.
Finn Ejnar Madsen siger til de nye oplysninger:
»Jeg er overhovedet ikke nølende over for det skete i dag. Vi ville have, at børnene ikke bare gjorde alt det, som autoriteterne krævede af dem. Og jeg tror ikke, at børnene har lidt under det. Nogle børn blev måske lidt bange, men altså«.
Hensynet til revolutionen stod altså hævet over, at jeres egne børn måtte bryde loven?
»Ja.«
Fra artiklen "Revolutionær skole brugte børn til lovbrud", i Berlingske Tidende (1.2.2004)

lørdag den 14. november 2009

Fra sangen "Allende"

Din vej til socialismen
er svær at gå
Var der en fejl i mekanismen ?
Et spørgsmål presser på.
Kan vi stemme os til magten ?
Får vi magten uden kamp ?
Skrevet af Troels Trier, fra Den Store Røde Sangbog.

torsdag den 12. november 2009

Den Proletariske Friskole (1970erne)

"Andre vil bruge stærkere ord om det, der foregik på Den Proletariske Friskole (DPF) hver lørdag fra sommeren 1973 og frem til skolens lukning i 1980.

En anden gang skulle de [d.v.s. skoleeleverne] forestille sig, at de kastede med håndgranater ved at kaste med sten efter en trappe, og på et tidspunkt blev de også sat til at producere og sælge Chile-mærker for at skaffe penge til maskingeværer til oprørerne i Chile. 1200 kroner blev det til - svarende til tre maskingeværer.

Lederen af skolen, Finn Ejnar Madsen, var allerede før skolens oprettelse kendt for at have erobret talerstolen fra rektoren på Københavns Universitet under årsmødet i 1968. Og den revolutionære psykologistuderende ryddede igen forsider, da han efter Verdensbank-demonstrationen i København i 1970 blev idømt et års fængsel for at have medbragt ni molotovcocktails. Men straffen mildnede ikke den unge oprører, som i dag betragtes som et symbol på ungdomsoprøret. Få måneder efter at have afsonet sin dom oprettede Finn Ejnar Madsen Den Proletariske Friskole, der nåede at have undervisningslokaler flere steder i Hvidovre, Rødovre, Vesterbro og i det indre København.

Dengang fortalte Finn Ejnar Madsen til pressen, at skolen var en revolutionær skole for børn af aktive på den yderste venstrefløj. Men langtfra alt blev fortalt.

Bekendt med løgnen

Med baggrund i en række interne undervisningsrapporter fra Den Proletariske Friskole, forfattet af Finn Ejnar Madsen, kan Berlingske Søndag i dag fortælle, hvordan skolen ofte fordrejede sandheden i sagens tjeneste, nemlig at gøre børnene til en revolutionær fortrop. Forældrene var bekendte med løgnen, eftersom de modtog rapporterne fra skolens bestyrelse med skriftligt pålæg om, at de blev opbevaret »absolut utilgængeligt for børnene«:

»De er beregnet til din personlige oplysning. Vi må indskærpe, at en videreformidling af indholdet i disse rapporter kun må ske med bestyrelses akcept,« lød beskeden til forældrene.

I rapporterne kan det læses, at den seks timer lange undervisning hver lørdag indledtes med løbetræning for alle. Træningen skulle være med til at opbygge en »overordentlig militant stemning«, som det hedder. De mindste på fem år skulle også løbe med på morgenturen i enkeltkolonne med tre skridts afstand.

Vigtigt med disciplin

Den militære disciplin var den samme i undervisningen i fag som historie, regning og dansk, og den var ifølge skolelederen nødvendig for at skole børnene til den store kamp:

»DPF vil uden en sådan disciplin degenerere til ren småborgerlighed,« konkluderede Finn Ejnar Madsen: »Det er vort ønske til den proletariske revolutions tjeneste at udvikle stærke og selvsikre børn, som formår at træffe en beslutning, og som stædigt, vedholdende og hensynsløst overfor sig selv kæmper for denne beslutnings gennemførelse.«

Ordene »god«, »ond«, »arbejder«, »bonde« og »kapitalister« blev stavet og repeteret i en uendelighed, og simple billedbøger - som regel fra Kina - blev brugt til at opbygge et had mod de onde kapitalister hos børnene.

Men undervisningen byggede på mere end bare forenklede fremstillinger. De interne rapporter fra skolen afslører, at skolens lærere helt bevidst fordrejede kendsgerninger og gav falske udlægninger af historiens gang for at påvirke eleverne i en bestemt retning.

Dermed leverer rapporterne et nyt blik ind i den yderste danske venstrefløj under Den Kolde Krig. Det var bare ord, siger de tidligere revolutionære ofte i dag - 30 år efter. Men for nogle af deres børn var det meget mere end det. De blev ikke bare udsat for militant træning, de blev også udsat for noget, der minder om hjernevask.

Det skete for eksempel i november 1973, da Finn Ejnar Madsen fortalte børnene om baggrunden for nogle gadekampe, der dengang udspillede sig mellem »studenter og arbejdere og juntaens tropper« i Athen.

»Jeg giver dog allerførst oprørets baggrund, men forfalsker denne. De demokrati- og retfærdighedssøgende studenters logik er ikke tilgængelig for vore børn,« skrev Finn Ejnar Madsen i sin rapport.

På samme måde blev undervisningen - med Finn Ejnar Madsens egne ord - også »uden vaklen« gjort »ensidig« en lørdag, hvor børnene senere samme dag skulle deltage i en Palæstina-demonstration:

»En alsidig skildring af de komplicerede forhold i Palæstina/Israel vil for de mindre børn være uigennemskuelig, forvirrende og dermed demobiliserende.«"
Fra artiklen "Maos danske fortrop", i Berlingske Tidende (25.1.2004).

tirsdag den 10. november 2009

Curt Sørensen om bolsjevikkernes "oprør fra neden" (1997)

"Ud fra hver deres motiver hævder sovjethistorikerne og vestlige liberalister, at den russiske revolution var elitens værk. Sandheden er, at den var et ægte folkeligt oprør. Der er to dominerende historieskrivninger om den russiske oktoberrevolution: Sovjethistorieskrivningen og den dominerende vestlige, liberalistiske historieskrivning. I begge fremtræder revolutionen som en begivenhed, der på det nærmeste er arrangeret ovenfra.
I det omfang masserne, befolkningen, almindelige mennesker overhovedet inddrages, er det som en masse der netop bliver mobiliseret (Sovjethistorieskrivningen) eller manipuleret (den dominerende vestlige historieskrivning).
. . .
Konklusionen er den, at oktoberrevolutionen primært var Lenins og bolsjevikkernes værk. De greb magten, og masserne blev netop mobiliserede. Ifølge den dominerende borgerlig liberalistiske historieskrivning (Schapiro, Pipes, Ulam, Keep, Johnson o.s.v.) udnyttede bolsjevikerne kynisk og behændigt det kaos, der havde udviklet sig i Rusland efter nederlagene i Første Verdenskrig og zarismens sammenbrud i februar. Der var ingen lovmæssigheder i udviklingen. Såvel Første Verdenskrig som de russiske revolutioner fremkom gennem et spil af tilfældigheder, hvor Lenins og bolsjevikkernes manipulationer blev afgørende i den sidste ende. Oktoberrevolutionen var et rent og skært kup. Lenin og bolsjevikkerne tog simpelt hen magten.
. . .
Afgørende for udviklingen fra februar til oktober 1917 var befolkningens spontane reaktioner på nogle helt elementære forhold og grundproblemer, nemlig: Det forhold, at den provisoriske regering ikke kunne eller ville standse krigen, at den ikke kunne magte de store økonomiske problemer (dyrtid, forsyningen til byerne m.m.), at den lod jordspørgsmålet ligge og ligeledes de nationale spørgsmål. Der foregik i denne periode fire vældige spontane processer i bunden af det russiske samfund: bevægelsen blandt bønderne, bevægelsen blandt soldaterne, bevægelsen blandt arbejderne og bevægelsen blandt de nationale minoriteter.
. . .
Bolsjevikpartiet af år 1917 var hverken et lille parti domineret af intellektuelle, som det havde været tidligere, eller det statsparti af administratorer, som det blev senere. Det var hverken en lille elite af overmenneskelige helte (som det fremstår i Sovjethistorieskrivningen) eller en lille klike af ondskabsfulde og manipulerende dæmoner (som det fremtræder i den dominerende vestlige historieskrivning), men et relativt masseparti af først og fremmest arbejdere og soldater, som var blevet radikaliserde af forholdene. . . . Man behøvede næsten ikke at manipulere selvom det også forekom! Ja, man behøvede næsten heller ikke at tage magten. Man blev så at sige skudt eller katapultet op til magten af en vulkansk eksplosion nede i bunden af det russiske samfund.
. . .
Og under vægten af disse ideologiske billeder glemte man efterhånden næsten helt i Vesten såvel som i Rusland, at oktoberrevolutionen i 1917 faktisk primært var en genuin folkelig revolution. Men gå hen og se Ken Loachs fantastiske film om den spanske revolution : Land and Freedom, så får man et indtryk af hvad det egentlig drejer sig om: Rusland 1917, Spanien 1936 eller Ungarn 1956 viser, at engang imellem finder det tålmodige folk sig faktisk ikke længere i undertrykkelse og udbytning, men gør oprør nedefra mod herskende klasser og dominerende eliter. Dette er oktoberrevolutionens egentlige budskab, og det er lige præcist dette budskab, der i samtiden vakte en bølge af håb og begejstring langt ind i Vestens socialisme og arbejderbevægelse."
VS'eren, daværende professor Curt Sørensen, i kronikken "Oprør fra neden", Information (22.11.1997)

mandag den 9. november 2009

Jørgen Knudsen som apologet for Bin Laden (2001)

"Det mærkelige var, at rædselsdåden også oplevedes som en lettelse. Endelig! Da disse babelstårne sank i grus, blev det forståeligt, at verdens magtbalance var tippet. Det lykkedes for nogle få, meget beslutsomme mænd at demonstrere Magtens sårbarhed og Afmagtens styrke. Det rige samfund er ikke kun et risikosamfund, det er også ekstremt sårbart. Det blev klart, at den globalisering, vi alle taler så meget om, ikke er mulig i verden, som den ser ud i dag. Arrogant rigdom og håbløs fattigdom kan ikke leve fredeligt side om side på samme klode, dertil er den blevet for lille og ødelæggelsesmulighederne for let tilgængelige. Den teknik, den rige verden har udviklet, kan af fantasifulde fra den fattige verden vendes imod den, og ingen mure, hegn, metaldetektorer eller missilskjolde kan skærme den.
Vi er derfor udleveret til de fattige på nåde og unåde. Det er dem, der har fat i den lange ende. . . . .

Hvornår vil vi forstå budskabet? Hvor længe endnu vil vi prøve at bekæmpe terroristerne og deres formodede bagland og dermed fremtidssikre terrorismen, konfrontationen og håbløsheden? Hvor længe vil vi holde på vores RET her i Fort Europa og Fort Amerika og afskrive den fattige verdens helte som onde, fanatikere, terrorister . . . Derfor insisterer vi også på at kalde selvmordspiloterne onde. Er et menneske, der betaler for sin handling med sit eget liv, ondt? Tanken modsiges af de smukke traditioner for selvopofrelse, som vor kultur er stolt af at have.
. . .
Når vi derfor læser om de unge palæstinensere, der sprænger sig selv i luften for at få nogle jøder med i døden, er det ikke kun gru og afsky, vi føler, men også i et hjørne af sjælen en respekt for et menneske, der sætter sagen højere end sit liv.
. . .
Hvad skal man kalde de selvmordere, der styrede de fire amerikanske fly i døden med så rædselsfulde følger? De har jo øjensynlig forberedt sig på deres egen død i årevis, metodisk, planmæssigt, og må have brugt alle deres åndsevner på at gøre den sikker. Hvordan skal man være indrettet for at kunne gøre noget sådant? Hvis de var onde, var så bombekasteren over Hiroshima (som ikke løb nogen nævneværdig risiko) også ond? Ordet er ikke til megen hjælp. Et andet ord hjælper bedre til forståelse: had. Disse mænds had til USA må have været grænseløst. Og deres død må have været forsødet af triumf, når den svage part takket være kløgt og snedighed overlister den stærke."
Forfatteren Jørgen Knudsen, i kronik om 11/9, "Terrorangrebet: Ondskab?", i Politiken (25.9.2001)

lørdag den 7. november 2009

Finn Ejnar Madsen om danskeres terrorplaner (ca. 1978)

"Små ti år senere opsummerede en af de centrale personer bag tumulten [foran Saga-biografen], Holgers* ven Finn Ejnar Madsen, i en avis perspektiverne i tressernes oprør. Han erklærede, at nogle i venstrefløjsmiljøet på dette tidspunkt havde været tættere på at gribe til terrorisme, end almindelige samfundsborgere gjorde sig klart.

'Midt i tresserne stod den tanke os ikke fjernt, at det kunne være en god idé at tilfangetage en af Vietnam-krigens amerikanske forbrydere, for med ham som gidsel at afkræve imperialisterne løsladelser og andre indrømmelser . . . Det skulle måske ikke være gået så forfærdelig meget anderledes, før den første i en kæde af sådanne begivenheder havde fundet sted'."
Fra Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden (2007), bd. 1, s. 108f.

* [Jens] Holger Jensen fra den senere Blekingegade-bande.

torsdag den 5. november 2009

Fra sangen "Brødre, lad våbnene lyne"

Brødre, lad våbnene lyne
Slaget det sidste er nær
Sejrenes dag er i syne
Brødre for arbejdets hær
Sejrenes dag er i syne
Brødre for arbejdets hær

Vi der er kommet fra dybet
Brødre af kval uden mål
:/: Hærdes i kamp imod krybet
Bliver som klinger af stål :/:

Knyt den bevæbnede næve . . .
Fra Den Store Røde Sangbog

tirsdag den 3. november 2009

Kommunister om brug af vold (2007)

"Brosten er i orden at kaste mod politiet, mens molotovcocktails er for voldsomme.

Sådan lyder det fra Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), som er moderorganisation for Danmarks Kommunistiske Ungdomsorganisation.

»Vi tager ikke afstand fra, hvis man forsvarer sig i det øjeblik, at masserne bliver angrebet af politiet«, siger APK’s formand Henning Paaske Rasmussen til politiken.dk.

Ja til sten – nej til molotovcocktails

Han understreger, at både ungdomsorganisationen og APK misbilliger angreb, som er rettet mod enkeltpersoner. Dermed tager han afstand fra den kilde fra miljøet omkring Ungdomshuset, som i Politiken har nævnt det som en mulighed at rette kampen mod enkeltpersoner som eksempelvis overborgmester Ritt Bjerregaard (S).

Men er det i orden at kaste brosten mod politiet i demonstrationer for Ungdomshuset?

»I en forsvarskamp tager vi ikke afstand fra det«.


Hvad med molotovcocktails?

»Det vil vi ikke se som et middel i kampen for Ungdomshuset. Vi vil ikke have, at enkeltpersoner skal komme til skade, og med molotovcocktails er spørgsmålet, om det var materiel eller personer, der blev kastet mod. Det er vildt at kaste dem mod enkeltpersoner«.

Men kommer man ikke til skade, når man får en brosten i hovedet?

»Jeg synes ikke, at man skal kaste og sigte på den måde. Men det kan være en del af den kamp«, fortsætter han.

. . .

»For os såvel som ungkommunisterne gælder det, at vi er imod individuel vold. Vi går ind for massernes omstyrtelse af samfundet. . . . Det er rigtigt [at APK støtter en revolution]. Men det kan man jo læse i vores program – at vi er nødt til at forsvare os og tage huset selv i forbindelse med en revolutionær situation. Vi er ikke mere end 90 år fra Oktoberrevolutionen, der da var en vigtig revolution for masserne og deres værk. Det var jo ikke vandpistoler, så mere fremmed er den tanke jo ikke«, siger Henning Paaske Rasmussen.

Han henviser til anden del af den russiske revolution i 1917, hvor bolsjevikkerne med Lenin i spidsen omstyrtede den russiske regering."
Fra artiklen "Voksne kommunister: Vold kan være nødvendigt", i Politiken (12.6.2007).

søndag den 1. november 2009

Ungkommunister om nødvendigheden af vold (2007)

"Så længe kampen ikke går ud over arbejderklassen, er ingen våben for voldsomme.

Det er budskabet fra Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund, der er en aktivistisk gruppe i miljøet omkring det nedrevne ungdomshus på Jagtvej.

Ikke masseødelæggelsesvåben
»Der er ikke nogen begrænsninger for, hvilke magtmidler man kan bruge. Så længe det ikke er masseødelæggelsesvåben, der smadrer arbejderklassen selv«, siger formand for Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund, Cathrine Frederikke Pedersen, til MetroXpress.

Udmeldingen kommer, efter en anonym aktivist i Politiken siger, at brandattentater, personoverfald og kidnapninger er mulige midler i den ekstreme venstrefløjs kamp mod politi og politikere.

Man er nødt til at skyde

Danmarks Kommunistiske Ungdomsfront går skridtet videre og kan sagtens forestille sig at bruge skydevåben.

»Det kan man da. Ellers bliver man selv skudt. Hvis man vil overtage statsmagten, er man nødt til selv at skyde, hvis man ikke vil plaffes ned«
..."
Fra artiklen "Unge kommunister vil gribe til våben", i Politiken (12.6.2007).

torsdag den 29. oktober 2009

tirsdag den 27. oktober 2009

Gotfred Appels forsvar for Tiananmen-massakren (1989)

"Kinas parti- og statsledere blev stillet for mediernes standret 5. juni. Uden vidneafhøring, uden så meget som en beskikket forsvarer blev Kinas ledere summarisk dømt for ”massemord på fredeligt demonstrerende studenter, hvis eneste ”forbrydelse” var, at de ønskede demokrati, ytringsfrihed og menneskeret i deres fædreland.” . . . De anklagede fik ikke lejlighed til at udtale sig. . . . Dommen blev afsagt på stedet: Kinas ledere udgør et fascistisk gammelmandsvælde, hvis blodige ugerninger mod egen befolkning skal straffes, ikke blot med foragt og fordømmelse, men også med diplomatiske og økonomiske sanktioner fra omverdenens side. Retten er hævet."
Enslydende indlæg af grundlæggeren af Kommunistisk Arbejdskreds (hvoraf Blekingegadebanden senere opstod), Gotfred Appel, i Jyllandsposten, Aktuelt og Weekendavisen (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.382f.)

søndag den 25. oktober 2009

Jørgen Knudsen som apologet for Blekingegade-banden (2009)

"Hvis verden levede op til disse forestillinger [i film om helte og skurke], ville den være lettere at have med at gøre. Desværre er der tale om fiktion, og det er sjældent, at nogen prøver at bryde mønstret og forsøge sig som helte i det virkelige liv og i en global sammenhæng: forsøger selv at ' gøre noget ved' de enorme sociale forskelle.

Det skete imidlertid i Danmark i 1970' erne med Tvindskolerne (som nok også skal få sig en spillefilm, her er pragtfuldt stof!), og det skete igen i 1980' erne, da en alternativ fiktion - forestillingen om at kæmpe sig frem til det klasseløse samfund - inspirerede en gruppe unge mænd til at finde sammen om at lænse danske pengeinstitutter for adskillige millioner, som de derpå ledte videre til den palæstinensiske modstandsorganisation PFLP. Denne usædvanlige praksis udviklede de med aldeles imponerende professionalitet gennem en årrække, indtil en af de unge mænd kørte sin bil ind i en elmast med stor fart. I bilen fandt politiet nogle nøgler og en adresse i Blekingegade.

Det skete i sommeren 1989. De unge mænd fik deres straffe og er for længst ude igen. Deres historie er fortalt både godt og grundigt af Peter Øvig Knudsen i to tykke bind og læst af mange. For tiden kan man se historien genfortalt i fjernsynet.
Jeg husker endnu, hvordan vi unge halvsympatisører sagde det til os selv, allerede dengang det skete: Denne historie ender i fjernsynet! Først kom der en version i biografen, og nu er den så på tv. Desværre tegner den til at blive en skuffelse! Hovedvidnet her, Bo Weimann , var medlem af gruppen, men fik betænkeligheder og forlod den i 1988, altså året før den blev fanget.

Han optræder nu som angerfuld synder.

Dermed er filmen tilbage i det spor, hvor de fleste andre spillefilm befinder sig: som kampen mellem de gode og de onde. Her har vi blot Bo Weimann, der har været blandt de onde, men som ikke brød sig om det, men angrede og nu har fundet sammen med de gode. Det er sikkert rart for ham, men dermed er fortællingens brod og udfordring borte, muligheden for at variere det vante filmskema er opgivet. Der er tale om endnu en gang ' røvere og soldater'. Over for den menneskeligt berørte Bo Weimann står den ideologiske mørkemand Gotfred Appel og hans resolutte håndgangne mænd.

I juni 1989 bad redaktionen på månedsbladet Press mig om at skrive en kommentar om den betændte sag. Ingen let opgave! På dette tidspunkt var gruppens medlemmer anholdt, Liberationgruppen, hed den dengang i pressen.

Retssagen var endnu ikke indledt. Det var kendt, at gruppen havde røvet store summer, der var givet videre til den antiimperialistiske kamp i den fattige verden. Også navnet på deres åndelige bagmand, Gotfred Appel, var kendt.

Her kommer teksten, uforandret, som den stod under titlen Hvis nu det var dig..

HVAD NU HVIS det var dig, gode, fredelige og konfliktsky læser! Hvad nu, hvis det var dig, der havde indset, at Gotfred Appel har ret. At de rige lande faktisk snylter på de fattige. At det er derfor, de er rige, og det er derfor, de fattige stadig er fattige.

At denne udbytning organiseres af pengemagtens folk, men at det drypper på degnen, når det regner på præsten: Noget af udbyttet går videre til os andre.

Når det regner på røveren, drypper det på snylteren. At vi altså alle har solgt vor gode samvittighed for en høj levefod (høj i forhold til de udbyttede). Men at ingen kan leve med en klar bevidsthed om at snylte på andre mennesker, og at valget derfor står mellem at formørke sin bevidsthed eller forlade snylterrollen.

Sæt nu videre, at du da nægter at formørke din bevidsthed, fordi du sætter en ære i at kunne se dig selv i spejlet som et retskaffent menneske. Og sæt endelig, at du samtidig finder ud af, at dine landsmænd har truffet det modsatte valg, altså foretrækker at forblive i snylterrollen med formørket bevidsthed. Og at den eneste lovlige udvej, deres system åbner for dig, som er uenig, er, at du melder dig på meningernes frie marked i demokratiets frie konkurrence om stemmer og magt, så du, når først du lige har fået flertal i Folketinget, kan sætte en stopper for landets snyltervirksomhed. Men at en sådan anvisning for dig står som en gang fis, hykleri og bevidsthedsformørkelse.

Hvad gør du så? Så vender du blikket fra udbytterne til de udbyttede. Ikke TV-avisens blik, når den sensationslystent indfanger et glimt af formummede flykaprere eller sentimentalt panorerer over negerbørn med opspilede maver eller zoomer ind på fluerne på deres ansigter. Straks mere interesseret, når den viser stenkastende palæstinensiske børn og israelske soldater, der smadrer arme og ben på dem. Hvem organiserer vreden mod snylterstaterne? Dem vil du hjælpe. Du spørger dem hvordan.
De beder om penge. Du har ingen, og dér har vi så spørgsmålet: Skal du ud med raslebøssen og tigge dine snyltende landsmænd om frivilligt at levere en beskeden brøkdel af rovet tilbage til de berøvede? Eller skal du skyde genvej og i Privatbankens kasse rundt om hjørnet hente noget af den profit, som de udbyttede har skrabet sammen på bekostning af deres og deres børns sundhed for at levere den tilbage til de rette ejere?"
Forfatteren Jørgen Knudsen, i kronikken "Se uligheden i øjnene", Politiken (4.10.2009)

fredag den 23. oktober 2009

Ebbe Kløvedal Reich om urimelig kritik af Mao (1986)

"Den leder [”Skammens dag” af Hans-Jørgen Nielsen, Information 9.9.1986, som havde kritiseret maoismen] tegner sig for en ny rekord (både personlig, avismæssig og samfundsdebatmæssig rekord) i den pludrende småborgerlige, selvfornægtende form for projiceret dårlig samvittighed, der regnes for den højeste form for visdom i disse reaktionære hykleriske tider. . . . Det vigtige [for Hans-Jørgen Nielsen i hans] skamrødmende spænen fra alle idépolitiske bastioner [er at bistå] produktionsfremmende spekulanter. . . . [Han har tilsluttet sig] de mest reaktionære paphoveder. . . . Nej! Der er faneme ingen grund til at skamme sig på de ynkelige betingelser over, at man var fascineret af kulturrevolutionen. . . . [Beskyldningerne om overgreb er noget Hans-Jørgen Nielsen] selv har fundet på for desto lettere at kunne jævnføre [Mao-styret] med Stalins diktatur. . . . [I den fortsatte kamp for] at få fællesskabet og solidariteten til at fylde noget ved siden af kapitalen [havde kulturrevolutionen] en vigtig symbolværdi. . . . Menneskehedens gigantiske problem [er] at stille en menneskelig modmagt op over for monopolkapitalen . . . og dens verdensimperialisme."

Ebbe Kløvedal Reich, forfatter og senere folketingskandidat for Enhedslisten, ”Vredens dag”, Information (19.9.1986) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s. 361f.)

onsdag den 21. oktober 2009

Mikael Wiehe hylder Cuba på SF-landsmøde (2009)

"Cuba er et lys for den tredje verden."
Den svenske sanger Mikael Wiehe, på Socialistisk Folkepartis landsmøde, 2009, til "spredte men insisterende klapsalver" (Weekendavisen 1.5.2009)

mandag den 19. oktober 2009

PET om voldsplaner på venstrefløjen (1967)

"Det forlød endvidere fra trotskisternes seneste forretningsudvalgsmøde, at man skulle gøre noget specielt ved [anti-Vietnamkrigs-]demonstrationen [21.9.1967], og at man skulle forsøge at give den ”et noget mere voldsomt præg.” Ifølge en ”sædvanlig pålidelig kilde”, sandsynligvis en kilde i den trotskistiske inderkreds, skulle bemærkningen forstås således, at man ville angribe ambassaden, hvis mulighederne bød sig. En anden kilde rapporterede, at et medlem af Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) havde hævdet, at demonstrationen ville blive den ”hårdeste og sjoveste”, man hidtil havde oplevet. Aktivisten skulle angiveligt have tilføjet, at hvis politiet provokerede ”så vil der straks blive løbet storm – de skal passe fandens på.” Det forlød også, at Finn Ejnar Madsen, der havde forladt trotskisterne og dannet de Danske Rødgardister, planlagde sin egen demonstration samme dag. Ifølge den trotskistiske inderkreds var der fare for, at det ville udarte til slagsmål, når de to demonstrationer stødte sammen ved ambassaden. Endelig havde en aflytningsoperation opsnappet en samtale mellem flere af de mest yderligtgående trotskister, hvor man diskuterede planer om at sprænge ambassaden i luften. En af deltagerne havde nævnt, at man ville få brug for bazookaer, morterer og tre lastbiler.
. . .
Dagen inden demonstrationen udsendte PET en supplerende vurdering til Københavns Politi. Selvom rapporten ikke indeholdt afgørende nye oplysninger om eventuelle voldelige aktioner, var tonen betydeligt mere alarmerende end tidligere. PET pegede især på trotskisterne og rødgardisterne, idet ”disse to grupper tæller adskillige af de hårdeste, mest hensynsløse og mest yderligtgående demonstranter.” Tjenesten gjorde opmærksom på, at begge grupper var indstillet på at skabe uro og optøjer, og man havde erfaring for, at disse grupper tidligere havde haft held til at inddrage ellers moderate kredse i hærværks- og voldshandlinger. Det er ikke klart, hvad der var årsagen til, at PET’s vurdering den 20. oktober var mere alvorligt formuleret end vurderingen fra tre dage tidligere."
Fra PET-Kommissionens Rapport (bd. 10, s. 66ff)

lørdag den 17. oktober 2009

Jannich Kofoed om fredsaktivisterne i 1980erne (2007)

"Danmarks Kommunistiske Parti og Ungdom havde i første halvdel af 70’erne hundredvis af medlemmer på Indre og Ydre Nørrebro fordelt på adskillige afdelinger. I Indre Nørrebros partilokaler i Korsgade og Rantzausgade istemte vi tit ’Fredssangen’. I den lød omkvædet:

Vi vil se land uden bunkers og kanoner
vi vil se havet uden miner, uden vrag.
Vi kan li’ den klare luft uden jager formationer.
Kort sagt – Vi si’r nej til jeres snak om krig igen
Vi si’r nej, os får I ikke med på den

Det forhindrede ikke, at vi senere på aftenen med fynd og klem stemte i med ’Flyversangen’, hvor refrænet var:

Og alle propeller fortæller – Rød Front! –
at vi er på vagt for Sovjet.

Freds- og solidaritetsarbejdet, eller ’Fre-So’, som vi kaldte det, lagde beslag på mange gode kræfter. Purunge pædagogpiger med røde kinder kastede sig forpustet ud i opgaven at få erklæret deres seminarier og børnehaver og boligforeninger for atomvåbenfri zoner. Raske ungersvende med bæltespænder fra Den Røde Armé fik deres fagforeninger til at tilslutte sig ’Østersøen som Fredens Hav’ eller ’Norden som Atomvåbenfri Zone’.

I 80’erne gjaldt det for os kommunister at bekæmpe NATO’s beslutning om at opstille sine raketter som modvægt til Sovjets arsenal af SS 20-raketter.

Fredskomiteer skød op overalt. Ikke nødvendigvis med kommunister i spidsen, ja helst ikke med kommunister i spidsen; for i tråd med ’enhedsarbejdet’, ’det brede massearbejde’, ’den anti-monopolistiske strategi’ og ’enhedsfronten’, og hvad russerne og Ib Nørlund ellers kogte sammen i teorismedjen i Moskva, så blev det tilstræbt at have en partiløs, men loyal figur i spidsen, én, der kunne styres. At få dem indlemmet i partiet med tiden var en mulig sidegevinst, men ingen forudsætning.

Jeg og mine kammerater var ikke aktive udi ’Fre-So’. Jeg tror, vi fandt det en grad for vammelt med alt det fredspræk og dét at skulle simulere enfoldig pacifisme. Vores frontafsnit var fagforeningsarbejdet. Men vi undervurderede aldrig fredsbevægelsens strategiske nytte, for vi anså det for absolut vigtigt, at Sovjetunionen blev styrket derved, at den imperialistiske lejr blev svækket. Vi havde jo for længst taget det standpunkt, at der fandtes onde raketter og gode raketter. Deres og vores. Og vores befandt sig på den anden side, i hænderne på de gode kræfter, altså Bresjnev, Andropov og Tjernenko. Og vi var fortroppen på denne side, »die Vorhut der Roten Armee«, som det lød i den røde gadeslagsmålssang ’Roter Wedding’.

Kors, hvor vi morede os i mere lukkede kredse. Mens vi sang hyldestsange til Stalin og Ernst Thälmann og indtog hektoliter indsamlingsøl, vodka og cubansk rom, slog vi os på lårene af grin over, at det lykkedes at få tusinder af voksne mennesker til at møde op foran Christiansborg og hoppe ret op og ned, mens de i kor råbte ’Hoppe-hoppe-hop! Atomraketter stop!’, eller få dem til at erklære alt fra fødestuer til hundetoiletter for atomvåbenfrie zoner. På universiteterne blev fred et fag og genstand for forskning. Enhver københavnsk fagforening med respekt for sig selv havde et fredsudvalg.

Og kultureliten? Kunstens og åndens arbejdere? Ja, det var næsten for godt til at være sandt: Skuespillere, kunstmalere, pottemagere, forfattere og musikere – de reciterede Brecht og Pablo Neruda, modellerede fredsduer, tegnede karikaturer af Reagan og Solsjenitsyn, latterliggjorde Sakharov og komponerede fredshymner. I de kredse var der ikke et øje tørt, når Carl Scharnberg på vaklende versefødder læste højt af sine digte, der oftest handlede om, hvor mange vuggestuer der gik på et Pershing-missil. »Fredsflæberne«, kaldte vi dem. De var nyttige idioter, vi absolut ikke havde tænkt os at give så meget som et hjørne af magten – højst et reservat i fremtidens arbejder- og bondeparadis."
Daværende DR-journalist Jannich Kofoed i kronikken "Kold krig: Fredsflæberne – og de rigtig farlige", Politiken (17.2.2007)

torsdag den 15. oktober 2009

Billeddokumentation #3: 40 års jubilæumsplakat for PFLP (2007)



40 års jubilæumsplakat for PFLP (2007), der i årevis samarbejdede med Venstresocialisterne og Kommunistisk Arbejdskreds (KAK)/Kommunistisk Arbejdsgruppe (KA) (Blekingegade-banden) med teksten "I resist therefore I exist", illustreret med panserværnsraket og maskinpistol.

tirsdag den 13. oktober 2009

Aktivister om nødvendigheden af vold (1969)

"Da revolutionære har ret og pligt til at demonstrere, må vi lære at forsvare os mod overfald, det har vi lært. Næste gang tager vi våben med, og de vil blive brugt til at forsvare os mod samlede angreb både fra politiets og englenes side. Vi er ikke pacifister. Hvis det er nødvendigt at bruge vold, så bruger vi vold."
Erklæring i.f.m. gadekampene ved Saga-biografen fra Aktionskomiteen af 7. maj 1969, på vegne af et samarbejdsudvalg bestående af Jan Michaelsen, leder i den trotskitiske dækorganisation Revolutionær Aktion (senere journalist ved Land & Folk, Ekstra Bladet m.v. og kommunalbestyrelsesmedlem for VS); Finn Ejnar Madsen, maoist og fhv. trotskist og så tilknyttet Kommunistisk Ungdoms Forbund og leder af De Danske Rødgardister; Lars Hutters, aktivist og læge (senere aktiv i VS og bl.a. medlem af BR); Gert Rasmussen, Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF) og Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), citeret efter Peter Øvig Knudsens Blekingegadenbanden (bd. 1, s. 106ff), jf. PET Kommissionens rapport (bd. 9, s. 72).

søndag den 11. oktober 2009

Jan Michaelsen om musik og politisk vold (1968)

"Den revolutionære aktivist Jan Michelsen* var, udover enkelte læserbreve, ene om at repræsentere den aktivistiske fløj, i det kulturelt orienterede undergrundsblad Superlove (Michaelsen havde artikler i både Superlove og Wheel). Gennem mange artikler, argumenterede han for den væbnede revolutionære kamp, og så ungdomsoprøret og beatmusikken i dette lys. I Superlove blev han i 1968 og 1969 beskrevet som gæsterevolutionær, og bladet gav ham ved flere lejligheder spalteplads. I marts 1968 skrev han om generationskampen, hvori det hævdedes at klassekampen var afløst af en kamp mellem generationerne – den rebelske ungdom imod den reaktionære ældre generation. Altså en forståelse af ungdomsoprøret som en samlet enhed. Senere i decembernummeret af Superlove 1968 forklarede han, at generationsklassekampen skulle kæmpes via aktionen. Her talte han for en voldelig revolution og mente at de fredelige demonstrationer kun var til systemets fordel:

”På længere sigt vil anvendelse af revolutionær vold give resultater og fremme spændinger i samfundet som er de objektive betingelser for en revolution”.

Men samtidig krævede det sympati hos masserne, hvorfor aktionerne skulle nøje udtænkes og vurderes. Men efter denne artikel lavede Superloves redaktør George Streeton et interview med Jan Michaelsen under overskriften ”Aktivisten”. Her stod det klart, at Superloves redaktør ikke delte Michaelsens holdninger om en voldelig revolution, selvom de var helt enige om endemålet – individets frigørelse. Ligeledes formulerede Michaelsen i følgende citat, at de var helt enige om målet, hvorimod de er totalt uenige i forhold til hvilken strategi og hvilke midler der skulle tages i brug.
Han sagde, at det ”. . . drejer sig om at skabe nye mennesker, skabe nye positive og lykkelige mennesker, ikke ved stille meditation eller shit-rygning, men gennem revolutionær handling.”"
Fra: Lars Gottschau Malm, "Ungdomsoprør og beatmusik: En analyse af relationen mellem ungdomsoprør og beatmusik i Danmark 1967 - 1972", Specialeafhandling, 2009, Institut for kultur og identitet, Historie, Roskilde Universitetscenter, s. 52f

* Jan Michaelsen, senere journalist ved Ekstra Bladet og kommunalbestyrelsesmedlem for VS, var aktiv i den trotskistiske dækorganisation Revolutionær Aktion og blev i 1969 varetægtsfængslet under mistanke for at være leder af den såkaldte "Trotyl-bande", der havde stjålet 5 kilo trotyl og angiveligt planlagde at anvende disse til angreb på jyske virksomheder, jf. PET-Kommissionens rapport (bd. 9, s. 78ff).

fredag den 9. oktober 2009

PET om Finn Ejnar Madsen og Appel-gruppen (1968/1970)

PET-Kommissionens Rapport (bd. 10, s. 84f & 163f) om maoisten Finn Ejnar Madsen, hans medlemskab af KUF og forholdet til Blekingegade-bandens chefideolog Gotfred Appel:
"1968 var et skelsættende år for den danske Vietnambevægelse. Samtidig med at de amerikanske styrker mødte stadig større modstand i Sydøstasien, og parterne satte sig til forhandlingsbordet i Paris, radikaliseredes den danske Vietnambevægelse, og grunden blev lagt til den splittelse mellem de moderate og de militante kræfter, hvilket blev en realitet ved årsskiftet 1968/69. I takt med at Vietnamdemonstrationerne voksede i størrelse, og det i stigende grad kom til voldelige sammenstød med ordensmagten, var det PET’s opfattelse, at uroen skyldtes kommunisterne. Det kan således konstateres, at efterretningstjenesten i 1968 stadig holdt fast i det klassiske trusselsbillede fra den kolde krigs første årtier. Det var først efter splittelsen af Vietnambevægelsen, at det ville stå klart, at DKP nu udgjorde den moderate fløj, og at partiet var blevet overhalet venstre om af mere militante kræfter, der ikke tøvede med at bruge voldelige metoder i den politiske kamp.
. . .
I slutningen af februar 1968 blev PET opmærksom på, at den kendte aktivist Finn Ejnar Madsen, der i august 1967 havde brudt med trotskisterne, taget Foreningen af Vietnamfrivillige med sig og dannet den maoistiske Den Danske Rødgarde, planlagde en demonstration ved den amerikanske ambassade. Han havde været særdeles aktiv under forsøget på at angribe ambassaden under demonstrationen den 21. oktober 1967 og havde været under tæt overvågning siden november. PET havde derfor viden om, at Madsen opfordrede til at medbringe kasteskyts, og at man skulle storme ambassaden i tilfælde af, at politiet var i mindretal. Madsen skulle også have fortalt en PET-kilde, at han havde besøgt ambassadens bibliotek med henblik på at forøve et bombeattentat. Problemet var imidlertid, at han ikke vidste, hvordan man lavede en bombe, men han havde søgt råd hos flere personer, der sad inde med en sådan viden. PET advarede derfor Justitsministeriet om, at det var Madsens ønske, at demonstrationen udviklede sig til voldsomheder, og tjenesten henviste til muligheden for, at andre yderligtgående venstreorienterede grupper ville tilslutte sig maoisterne.
. . .
Natten til den 19. september [1970] kastede et par gerningsmænd møtrikker mod indgangen til Hotel d’Angleterre, hvor nogle af de delegerede [til Verdensbankens møde] skulle indkvarteres. Dermed var der varmet op til den næste aktion, der indtraf søndag den 20. september, hvor der blev afholdt et cocktailparty på Hotel d’Angleterre for de delegerede. På et tidspunkt ankom et antal aktivister udrustet med stokke og med hjelme. Aktivisterne, der væsentligst var medlemmer af KUF, forsøgte at storme hotellet, hvilket mislykkedes. Aktionen bevirkede imidlertid, at endnu flere aktivister sluttede sig til urolighederne, hvorpå der blev kastet benzinbomber, sten, maling, jernmøtrikker og flasker mod hotellet. Samlet deltog omtrent 200 aktivister. Heraf anholdt politiet 18 personer. En af de anholdte var den af PET allerede kendte maoist, medlem af KUF Finn Ejnar Madsen, der var i besiddelse af ni benzinbomber. Ifølge PET’s afsluttende rapport blev urolighederne hurtigt bragt til afslutning.
Urolighederne fik imidlertid et efterspil, for eftersom politiet havde fundet Finn Ejnar Madsen i besiddelse af benzinbomber, og da medlemmer af KUF, ifølge politiets observationer, havde ”været de mest aggressive under de grove hærværkshandlinger, rudeknusninger, der er foretaget mod en række virksomheder i kvarteret omkring Rådhuspladsen”, antog politiet, at der i KUF’s lokaler måtte være effekter, der kunne bidrage til at løse politiets opgaver under de igangværende uroligheder. Politiet anmodede derfor Københavns Byret om ransagningskendelse til Svanevej 18, 2. sal, hvilket blev imødekommet. Politiet fandt her 16 stokke af forskellig art, der alle var anvendelige til gadekamp. Det bemærkedes i politirapporten, at stokkene svarede til dem, man tidligere havde fundet hos Finn Ejnar Madsen. . . . Mens politiet befandt sig på Svanevej, blev det klart for de tilstedeværende, at lokalerne på 1. sal tilhørte samme selskab, trykkeriet Futura, som også var på 2. sal. Samtidig blev det klart, at indehaveren af trykkeriet Futura var maoisten Gotfred Appel. Derpå hedder det i politirapporten: ”Da vi som nævnt havde fået oplysninger om, at lokalerne i samme ejendom 1.ste etage, bliver benyttet af samme firma, skønnede vi, at øjemedet ville forspildes ved xx ophold for at afvente rettens kendelse om ransagning.” – og således ransagede politiet også 1. sal, hvor man blandt andet fandt molotovcocktails, peber, ståltråd og bolte samt sten (kasteskyts). . . . Efter at ransagningen var tilendebragt, anholdt politiet Appel, der afviste kendskab til de ovenstående forhold. Vel var det rigtigt, at han stod som indehaver af Futura, men han havde intet med de ovenfor nævnte remedier at gøre. Det eneste, han medgav, var, at han lod en række unge mennesker fra KUF gøre brug af lokalerne. Desuden meddelte han, at han havde været i Mellemøsten i dagene fra den 1. til den 22. september 1970, hvilket han dokumenterede ved at fremlægge diverse billetter og stempler i sit pas. Hvad angik en eventuel forbindelse til Finn Ejnar Madsen, der som nævnt var i besiddelse af tilsvarende knipler, som blev fundet i Appels lokaler, afviste sidstnævnte at have noget med ham at gøre. Vel havde de mødtes, men Appel havde afvist Madsen."

onsdag den 7. oktober 2009

Enhedslisten inviterer til støttefest for PFLP (2009)

Fra Enhedslistens hjemmeside (6.10.2009):
”Frihedskamp er ikke terrorisme.”
Start: 3 Okt 2009 - 17:30
Slut: 4 Okt 2009 - 00:00
Sted:
3. oktober 2009 kl. 18 i 3 F – Bygge- Jord & Miljø, Trekronergade 26, 2500 Valby
STØTTEFEST FOR PFLP i anledning af Poul Møllers 80 årsdag. En kreds af Pouls venner ønsker at fejre denne dag, og i Pouls ånd og efter Pouls udtrykkelige ønske, ved at afholde en indsamlingsfest for PFLP, hvor overskuddet går ubeskåret og ubetinget til PFLP – Folkefronten til Palæstinas Befrielse. Entré: Efter evne. Program: taler, øl, mad, musik og dans Hele overskuddet går til PFLP,derfor frabedes personlige gaver. Mød op, hils på gamle og unge aktivister og giv dit bidrag til palæstinensernes frihedskamp og til kampen mod terrorlovene. I solidaritet med Oprør, Fighters+Lovers, TIBs faglige klub & Horserød-Stutthof-foreningen.
Arrangementet er også annonceret i "Dagbladet Arbejderen - Danmarks Røde Dagblad", der udgives af Kommunistisk Parti i Danmark.

KFML om stalinismens og maoismens fortjenester (1969)

"[I Bo Gustafsons artikel ”30 år efter”] gives en samvittighedsfuld vurdering af Stalins arbejde i forhold til hans historiske indsats og til hans seneste værker, set i lyset af Mao Tse-tungs videreudvikling af marxismen-leninismens teori. . . . Er det i dag, i 1969, af betydning at studere Stalin-problematikken og Stalins teoretiske bidrag og foretage vurderinger af hans fortjenester og fejl? . . . Ja, det er af overordentlig stor betydning . . . Mao Tse-tung lærer os: ”Hvis I ikke har undersøgt et problem, mister I retten til at udtale jer om det.” Vi håber med Marxistisk-Leninistiske Studiebreve nr. 2 at have givet læserne noget stof til undersøgelse."
Marxistisk-Leninistiske Studiebrev, nr. 2 (1969) (her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.112.

mandag den 5. oktober 2009

Christian Braad Thomsen om Beatles' manglende maoisme (1968)

Anmeldelse af Beatles-LP'en The White Album:
"Derimod har man ikke lyst til at være videre positiv over for de to nye langplader med Beatles. . . . Det politiske verdensbillede, der tegnes på pladerne, er ganske sigende. Der er hyldestsange til både USA og USSR, hvorimod vi advares mod at bære billeder af formand Mao. . . . Skulle Godard lave en film om Beatles, ville han placere dem på bourgeoisiets side."
Filminstruktør Christian Braad Thomsen, i Politisk Revy (december 1968), her citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.61.

lørdag den 3. oktober 2009

Kommunistiske tæskehold (1969)

"I denne kommende tid [d.v.s. efter slagsmål i.f.m. Vietnam-demonstrationerne i København 1969] dannede Holger* og Gert*, inspireret af lidt ældre kommunister i DKP, en særlig tremands-kommando, der opsøgte en del af De Vilde Engle enkeltvis rundt omkring i byen og sørgede for, at de fik et ekstra lag bank."
Fra Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden (2007), bd. 1, s. 105.

* [Jens] Holger Jensen og Gert Rasmussen fra Kommunistisk Ungdoms Forbund (KUF) / Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), hvoraf den senere Blekingegade-bande opstod.

fredag den 2. oktober 2009

Revolutionære Kommunister om umuligheden af fredelig overgang til socialisme (1947)

"[Den trotkistiske organisation Revolutionære Kommunister] var blevet dannet i januar 1947. Ifølge organisationens formålsparagraf var sigtet ”oprettelsen af det proletariske diktatur gennem den proletariske revolution”. Om forholdet til Sovjetkommunismen og socialdemokratismen erklærede trotskisterne i deres program, at disse to arbejderpartier var ”forsumpede i reformisme, deres virksomhed består i parlamentariske kohandler, og de er enige om at bremse alle selvstændige arbejderreaktioner.”
Hertil konstaterede Revolutionære Kommunister:
”Vi forkaster fuldt og helt teorien om fredelig indvoksning i socialisme, som socialdemokraterne hylder, og som nu også stalinisterne er gået over til. De revolutionære arbejdere i alle lande må stå sammen i een stor international bevægelse, som lader den revolutionære bølge vælde frem fra land til land.”"
Fra PET Kommissionens rapport (bd. 9, s. 38).

torsdag den 1. oktober 2009

Billeddokumentation #2: Plakat på Marxist.dk for "Communist Action League"



Plakat på Marxist.dk for "Communist Action League"

Bunzel: Godt vi blev overvåget (1998)

'Godt, jeg blev overvåget...'
Tidligere trotskist og chefideolog er ikke forarget over, at PET-agent udspionerede ham på tur til Paris

Gustav Bunzel, tidligere medlem af flere marxistiske grupper og markant person i 70-ernes spraglede venstrefløjsmiljø i Århus, finder det helt i sin orden, at Politiets Efterretningstjeneste (PET), spionerede i miljøet, og også i dag overvåger lovlige politiske aktiviteter.

Den tidligere PET-agent Anders Nørgaards afsløringer de seneste dage har åbenbaret for Bunzel, at han selv blev udspioneret af Nørgaard, da de to sammen med en tredje mand i 1981 besøgte nogle anarkister og nogle caféer i Paris.

Alligevel siger Bunzel til Information, at han ikke kan deltage i den brede forargelse.

- Men føler du dig ikke forulempet ved, at Anders Nørgaard spillede falsk over for dig?

“Næh. Det er der så mange, der gør i politik.”

Efter Bunzels opfattelse er det både naturligt og ønskeligt, at statsmagten har et organ, der holder øje med, at politiske aktiviteter holder sig indenfor lovens rammer.

“En kriminel sammensværgelse skal ikke kunne unddrage sig overvågning ved at påberåbe sig, at den er politisk,” siger han.

. . .

Trotyldrengene

Afsløringen af en mængde trotyl nedgravet i en århusiansk villahave var anledningen til, at Bunzel første gang oplevede en agent i en dansk politisk organisation.

Det var i 1969. Den gang sad den unge Bunzel i landsledelsen i SUF, Socialistisk Ungdoms Forbund.

En på det tidspunkt trotskistisk domineret organisation med tilknytning til VS. Uden Gustav Bunzels eller den øvrige landsledelses viden, havde halvdelen af ledelsen af SUF’s Århus-afdeling fremskredne planer om at gå til væbnet aktion mod kapitalismen og al dens uvæsen.

‘Trotyldrengene’, som de efterfølgende blev kaldt, nåede at skaffe sig sprængstof fra et militært depot. Ifølge Bunzels oplysninger var formålet at sprænge Jyllands-Postens bygning i luften.

Planen blev forpurret, fordi en højrefløjsmand havde infiltreret SUF i Århus og stak trotyldrengene til politiet.

Affæren blev senere beskrevet i romanform af Tage Skou-Hansen i Den hårde frugt.

Bogen er henlagt til en senere tid, men rummer blandt andet den korrekte detalje, at trotyldrengene manglede en detonator til deres sprængstof.

Nødvendig kontrol

Bunzel ser meget positivt på stikkeren fra 1969. Uden ham var der formentlig sket en brutalisering af det politiske liv i Danmark. Og efter Bunzels opfattelse “bør politikken være det sociale område, hvor man anstrenger sig yderst for at udøve venlighed.”
Gunstav Bunzel, interview i artiklen "'Godt, jeg blev overvåget...'", i Information (7.3.1998, genudgivet 29.5.2007)

onsdag den 30. september 2009

Anne Grete Holmsgaard om VS' samarbejdsaftale med PFLP (2004)

»Den aftale har aldrig været specielt skelsættende for mig, men jeg arbejdede meget med Mellemøsten i den periode, og jeg har grundlæggende det samme syn på Mellemøsten og konflikten i dag, som jeg havde dengang
Anne Grete Holmsgaard, folketingsmedlem for SF og fhv. MF for VS, i Berlingske Tidende (6.1.2004) om den samarbejdsaftale mellem Venstresocialisterne og terrororganisationen PFLP, som hun underskrev i 1980 som repræsentant for VS.
- Den aftale indgik I vel vidende, at PFLP var involveret i terroraktioner. Har du også de samme grundholdninger her. Ser du i dag terror som et middel, der kan være legitimt i en politisk kamp?

»Jeg er imod terror, det er klart. Det var jeg også dengang. Men i nogle situationer må du jo diskutere, om noget er terror eller en væbnet kamp. Det har jeg da et meget klart bud på i dag. Jeg er da helt klart imod de terroraktioner, der bliver lavet også i Mellemøsten. De har jo antaget en helt anden karakter, end dengang, hvor der blev ført en militant og en væbnet palæstinensisk kamp for overhovedet at blive anerkendt som en nation med rettigheder,« siger hun.

- Men kan man i den kamp retfærdiggøre de flykapringer, som PFLP var involveret i?

»Nej, det har jeg heller aldrig retfærdiggjort,« siger hun.

I 2001 sagde Anne Grete Holmsgaard til Weekendavisen: »Vi betragtede flykapringerne som et middel i kampen

- Er det stadig din holdning?

»Jeg ville formulere mig anderledes i dag, det er der ingen tvivl om. Men ét er at konstatere som en kendsgerning - hvor ubehagelig den end er - at det var flykapringer, der placerede palæstinenserne, som nogle verden overhovedet lagde mærke til.

tirsdag den 29. september 2009

Anne Grete Holmsgaard om VS' ikke-forsvar for flykapringer (2001)

“Jamen, vi var ikke uvidende om, at PFLP havde spillet en rolle i flykapringerne, men uden dem - ubehag eller ej - var palæstinensernes sag aldrig kommet på den internationale dagsorden. Hvordan håndterer man det dilemma? Vi har aldrig forsvaret flykapringer, men vi har heller aldrig taget klart afstand fra dem. Vi balancerede på en knivsæg. Vi betragtede flykapringer som et middel i kampen.”
Anne Grete Holmsgaard, fhv. MF for VS og nu MF for SF, om VS' samarbejde med PFLP, i Weekendavisen (9.2.2001)

mandag den 28. september 2009

Preben Wilhjelm som forsvarer af Blekingegade-banden (1989/2008)

"Journalist Lars Villemoes skrev i 1989 en række artikler i avisen Information om det kriminelle, venstreorienterede miljø omkring Blekingegadebanden. Artiklerne kom, efter at politiet anholdt banden og fandt lejligheden i Blekingegade på Amager fyldt med våben, registre over danske jøder og en drejebog over Købmagergaderøveriet.
Afsløringerne skabte vrede på dele af venstrefløjen. Journalisten, der selv havde en baggrund på venstrefløjen, blev udråbt som forræder. Lars Villemoes mener i dag, at juristernes kronik bidrog til den voldsomme stemning imod ham.
»Vi blev dømt af landets tungeste jurister, som lagde både navn og institut til kronikken. Derefter blev holdningen, at nu var vi gået for langt i artiklerne. Men man kan se på deres ordvalg, at det var et politisk indlæg forklædt som jura. De ville ikke have, at vi afslørede en gruppe på venstrefløjen,« siger Lars Villemoes.
Kronikken »Jo, Informations reportage var den mest ondsindede« var underskrevet af Flemming Balvig, Jørn Vestergaard og Preben Wilhjelm fra Kriminalistisk Institut. Her argumenterede de for, at avisen ikke burde omtale forhold, som de anholdte ikke kunne forsvare sig imod. Ifølge juristerne indeholdt artiklerne »en række selvfabrikerede, kriminelle anklager« og »eksemplificerer noget af det værst tænkelige ved creative journalism.«
Juristerne mente, at Information i stedet burde tage Politiets Efterretningstjeneste under kritisk behandling. De opfordrede avisen til at undersøge, om PET havde plantet provokatører i banden, og om PET samarbejdede med Israels efterretningstjeneste Mossad.
Daværende chefredaktør på Information, Lars Hedegaard, efterlyser en reaktion fra juristerne.
»Jeg vil gerne vide, om de beklager den kronik. Om de beklager deres løgnehistorier og deres forsøg på at miskreditere journalisten,« siger Lars Hedegaard.
Af de tre skribenter af kronikken har kun Preben Wilhjelm besvaret Nyhedsavisens henvendelser.
Han afviser at beklage beskyldningerne om, at Information havde opdigtet oplysninger.
»Villemoes oplyste ikke i artiklerne, hvem hans kilder var. Så er det klart, at vi må sige, at det er ren spekulation. Vi kunne jo ikke tro andet, end at hans kilder var PET. Vi havde ingen anden mulighed
,« siger Preben Wilhjelm.
Han afviser desuden, at hans engangement i Venstresocialisterne skulle have påvirket hans faglige vurdering.
»Det er fuldstændig latterligt at påstå. Jeg betragter slet ikke Blekingegadebanden som tilhørende venstrefløjen. De brugte totalitære metoder, som mere hører hjemme på højrefløjen,« siger Preben Wilhjelm.
Han fastholder, at Information burde have fokuseret på PET i stedet for banden.
»Man må blande sig i en verserende sag, hvis man kritiserer en myndighed med utroligt stærke beføjelser. Men man må ikke kaste smuds og skyld på nogle mennesker, der ikke har fået deres sag prøvet ved retten endnu.«"
Fra artiklen "Topjurister fordømte Blekingegade-afsløringer", i Nyhedsavisen (7.2.2008)

lørdag den 26. september 2009

Vibeke von Sperling om flirterier med militante aktioner (2008)

"Vibeke Sperling kom til Informations udenrigsredaktion i 1978 som Østeuropa-medarbejder. Hun husker ikke decideret RAF-sympati på avisen, men måske nok “tendenser til en lidt for stor forståelse, som skal tolkes inden for rammen af Tysklands berufsverbot og andet, der viste den manglende demokratisering efter nazismens fald, som skabte de særlige spændinger i det tyske samfund . Men der var en vis romantik eller flirteri forbundet med militante aktioner på venstrefløjen,” som hun siger.

Hun nævner som eksempel på flirteriet nogle “udsyrede” diskussioner i 1970’erne i kollektivet Aldershvile uden for Århus, hvor hun og kollektivets øvrige beboere “for sjov” snakkede om at kidnappe den daværende statsminister Hilmar Baunsgaard og gemme ham i kollektivets kælder."
Vibeke (von) Sperling, i Ulrik Dahlins artikel "Fortidens spøgelser", i Information (18.3.2008)

torsdag den 24. september 2009

Jan Bredsdorff om kulturrevolutionens overvældende sejr og menneskelighed (1968)

"Kulturrevolutionen og dens overvældende sejr er ikke alene et kinesisk fænomen. Gennem den har en hel verden fået bekræftet at et samfund styres af mennesker og at mennesker styres af menneskelighed."
Jan Bredsdorff, i Politisk Revy (maj 1968) (citeret efter Mikkel Plum: Bombardér hovedkvarteret! (2000), s.57)

Autonome som håndlangere for Blekingegade-banden (1989, 1994)

"Retssagen mod Blekingegade-banden blev overværet af en del sympatisører, herunder ikke mindst folk fra bz-miljøet. En gruppe formulerede et fælles brev til de fængslede:

»Vi ved ikke, om det er rigtigt, at I eller andre plyndrede bankerne eller sendte pengene til PFLP. Men hvis I har gjort dette, synes vi, at det er fedt, at disse banker er blevet en del kroner fattigere, og folk, der kæmper, nogle kroner rigere,« hed det bl.a.

Brevet blev uddelt som løbeseddel foran Dommervagten i København, og i en artikel i Information fulgte aktivisterne, der kaldte sig Anti-repressionsgruppen og holdt til i Demos’ lokaler på Nørrebro, op med en hilsen til den dræbte betjent:

»Det er da synd for den døde strissers mor og far – men det skulle de have sagt til ham, da han var lille (… ) han har valgt side i samfundet og han har valgt et råddent job
. . .
Andre protesterede mere kontant mod Lars Villemoes [der havde dækket Blekingegade-sagen]. En majdag i 1994 gik flere hundrede autonome i demonstration ved hans private bolig.

»Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler,« råbte de. Der blev skrevet »Nazi Dø!« på hans gadedør, som man forsøgte at sparke ind."
Her citeret efter Niels Lillelunds artikel "Kampen om sindene" i Jyllands-Posten (27.4.2007)

onsdag den 23. september 2009

Terrorgruppen "DSB" om socialister & partisankrig (1980)

"Den socialistiske partisankrig er ikke, som borgerlige politikere påstår, et forbigående fænomen, men en magtfaktor der med tiden vokser sig større og større. Denne udvikling ses tydeligt i for eksempel Syd og Mellemamerika, Det Sydlige Afrika, Spanien og Italien.
De kapitalistiske magthavere udøver gennem deres håndlangere stadig kraftigere modforanstaltninger mod den aktive kamp for socialismen, og dette er den tydeligste dokumentation af fascismens stadig svagere kontrol med tingenes udvikling.
For magthaverne er den “legale” danske socialisme relativ ufarlig. Så længe venstrefløjen retter sig efter systemets præmisser griber magthaverne ikke ind med fascistiske terrormetoder. Det omvendte såes under kampen om byggeren. Når socialister handler på en måde så profitten trues, skrides der nemlig ind. Miljøministeriets omstødelse af den kommunistiske miljøborgmester Ivan Hansens forbud mod klorproduktionen på sojakagefabrikken er et tydeligt eksempel på venstrefløjens manglende muligheder og på magthavernes kontrol med det parlamentariske system. Skal der føres socialistisk politik, må det derfor være udenom magthavernes bestemmelser altså ved illegal kamp."
Løbeseddel fra Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB), udsendt 1980, i.f.m. en række brandattentater og bombetrusler i Aarhus-området, citeret efter PET-Kommissionens Rapport, bd. 12, s. 54f & 57.

tirsdag den 22. september 2009

Modkraft om forbillederne for "kommunistisk samling" (2003)

"Kommunistisk samling på vej? Men er der også realiteter i det? Fører det ligefrem til etablering af et fælles kommunistisk parti?

Samlingsbestræbelserne omfatter tre partier, der - omend med forskellige indfaldsvinkler - giver udtryk for at være interesseret i et tættere samarbejde. Det er Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD) og Danmarks Kommunistiske Parti marxister-leninister (DKP m-l). . . . Herudover findes også et fjerde parti – Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), der blev dannet af en udbrydergruppe fra DKP m-l i 1997. Men de er ikke en del af samlingsbestræbelserne, af den simple grund at de betragter de 3 andre partier som revisionister og reformister, som man ikke kan være i stue med.

. . .

Men det er en kendsgerning, at medlemmer fra de tre partier er særdeles aktive i en lang række bevægelser og aktiviteter, som også involverer resten af venstrefløjen. Mange af DKP m-l og KPiDs medlemmer er aktive i fagbevægelsen, og beklæder tillidshverv på arbejdspladser og i fagforeninger. En del DKP´ere er særdeles aktive i Enhedslisten, også i ledelsen af denne.

De tre partier har faktisk også en lang række holdninger og aktuelle kampkrav fælles med resten af venstrefløjen. Der er naturligvis også vigtige forskelle, men ser vi på spørgsmål som kampen mod den borgerlige regering og dens forsøg på at demontere velfærdssamfundet, på USA´s udenrigspolitik, NATO, EU, og mange andre dagsaktuelle spørgsmål, så er der mange sammenfaldende synspunkter ikke blot de 3 partier imellem, men også med Enhedslistens politik.

. . .

Umiddelbart er der god mening i en samling af de 3 partier, alene af den grund, at de repræsenter den samme tradition i arbejderbevægelsen, de betragter sig alle 3 som en del af den såkaldt ”kommunistiske verdensbevægelse”.

De er for eksempel enige om, at Sovjetunionen og de østeuropæiske stater var socialistiske frem til ”murens” fald og Sovjetunionens opløsning.

De er enige om, at der nok kan sættes berettigede spørgsmålstegn ved Sovjetunionens politik under Stalins ledelse, men det ændrer ikke på deres grundopfattelse, at der var tale om en socialistisk politik og at Stalin som politisk leder i det store og hele var et forbillede og en ”stor kommunist”.

De er enige om, at Kina var et socialistisk land, ihvert fald under Maos ledelse – hvad de mener om Kina i dag er mere uklart! Og de er også enige om, at vi i dag skal regne Cuba og Nordkorea for socialistiske stater."
Fra artikel bragt i Solidaritet, senere udgivet på Modkraft.dk (7.11.2003).

mandag den 21. september 2009

Jørgen Knudsen som apologet for Blekingegade-banden (1989)

"Jeg anbefaler at se i øjnene, at vi lever i et land og en tid, hvor illegal virksomhed som den, Liberation-gruppen [d.v.s. Blekingegade-banden] siges at have udført, måske ikke er mere moralsk forkastelig end den helt lovlige virksomhed, vi andre udfører, når vi tier om vor snylterrolle og dermed samtykker den.
. . .
Kampen om magten i et land er en kamp om sindene. Denne kamp vil i den kommende tid i høj grad komme til at handle om synet på Liberation-gruppen . . . . Vinder politiet kampen om sindene, vil det ikke kun ramme dele af venstrefløjen, men også kunne bruges til mistænkeliggørelse af helt legal og fredelig u-landshjælp og til mistænkeliggørelse af befrielsesbevægelser overalt i den tredje verden. Taber politiet, kan det betyde, at den foruroligelse over den rige verdens snylterliv, der var gruppens inspiration, kan brede sig og finde bedre samfundsmæssige svar end illegalitetens."
Forfatteren Jørgen Knudsen, i Press (juni 1989), her citeret efter Jyllands-Posten (27.4.2007)