"Jeg husker, at vi diskuterede henrettelser. Men nogle gange kan man komme i tvivl om sin egen erindring. I de seneste måneder har jeg spurgt en række tidligere medlemmer af Kommunistisk Arbejderparti, KAP, om de også kan huske senhalvfjerdsernes diskussioner om fængsling og henrettelse af politiske modstandere efter den planlagte socialistiske revolution. Og dét er der tilsyneladende ingen, som kan - i hvert fald ikke alt for konkret.Fra Weekendavisen (14.2.2003)
Nogle har lodret benægtet, andre holdt muligheden åben. DR's tv-direktør Jørgen Ramskov, som dengang sad i KAP's ledelse, har eksempelvis ikke konkrete erindringer om diskussionerne, men erkender, at partiet »i forbindelse med proletariatets magtovertagelse ville indføre dødsstraf . . . der er ingen tvivl om, at vi talte om fængsler, dødsstraf og undertrykkelse af mennesker.«
I KAP har man sådan set aldrig lagt skjul på, at revolutionen ikke ville blive et teselskab, men tværtimod indbefatte »væbnet modstand«, når kapitalmagtens militær og politi blev sat ind mod de revolutionære. Men blandt civiliserede mennesker er der dog et langt skridt fra denne forestilling om de revolutionæres nødvendige selvforsvar - og til tanken om efter revolutionen at stille afvigerne op ad muren og plaffe dem ned.
Interviewet med Jørgen Ramskov fik således KAP's daværende formand, Benito Scocozza, til at skrive et dementerende læserbrev - og sende det til Politiken. I læserbrevet benægtede han, at diskussioner om henrettelser af anderledes tænkende skulle have fundet sted i partiet, på nær måske blandt undertegnede og »et par andre idioter« fra Århus.
Allerede i begyndelsen af december sidste år tilbød jeg Benito Scocozza at komme til orde i interviewserien. Først og fremmest som partiformanden, der i halvfjerdserne offentligt forsvarede den væbnede revolution, men også som mangeårig lektor i historie ved Københavns Universitet og forfatter til en række historiske værker kunne det være interessant at høre hans analyse af partiets planer og holdninger dengang.
Benito Scocozza har imidlertid allerede før seriens start afvist at lade sig interviewe. Tilbuddet om et interview er blevet gentaget flere gange siden, men så sent som i forrige uge fastholdt den forhenværende partiformand, at han ikke vil udtale sig.
Et andet tidligere partimedlem, formanden for fagforbundet BUPL Bente Sorgenfrey, erindrer, at hun gik til våbentræning sammen med et hold partikammerater. Men hun har ingen erindring om, at våbnene skulle vendes mod landsmænd . . . .
Jeg bliver efterhånden ganske i tvivl om min egen erindring, men ud af min
søgen i hjernebarken dukker et minde om, at henrettelsesdiskussionerne blandt andet udsprang af en roman om den kommende revolution. Med hjælp fra antikvarboghandler og eks-KAP'er Lars Thur finder jeg frem til den skriftlige kilde, romanen »Herfra til enigheden« af den nu afdøde arbejderforfatter og daværende KAP-sympatisør John Max Pedersen. Bogen udkom i foråret 1979 på KAP's forlag »Oktober«, og i romanen følger man en gruppe kommunisters liv fra halvtredserne og op gennem en fremtidig maoistisk revolution. På side 139 fandt jeg det, jeg ledte efter: efter revolutionen husker hovedpersonen tilbage og fortæller om de andre kommunisters skæbne. Og det viser sig, at Poul Nielsen - fagforeningslederen, som svigtede den revolutionære sag »var blevet henrettet i forbindelse med retsopgøret efter revolutionen.«
Skriftlige kilder kan bekræfte og supplere den personlige erindring, men naturligvis beviser citatet intet som helst; ingen andre end jeg har jo nødvendigvis læst og diskuteret romanen. Men måske kunne man forsigtigt og forsøgsvis antyde, at det vel ikke havde været en dårlig idé, om partimedlemmerne, herunder partiets ledelse, havde fundet anledning til at debattere sagen.
Man kan spørge, om disse temmelig tågede revolutionsplaner hos et historisk set ganske ubetydeligt parti for over tyve år siden overhovedet er værd at beskæftige sig med i dag. Og om de aldeles hypotetiske følger af revolutionen i form af fængslinger og henrettelser ikke er endnu mere irrelevante.
Fra begyndelsen valgte jeg kun at interviewe medlemmer af det parti, jeg selv har haft kendskab til som gymnasieelev i halvfjerdsernes slutning - blandt andet for bedre at være i stand til at give kritisk og konkret modspil til de interviewede og deres erindring. Metoden indebærer den indlysende og forventelige risiko, at alle de mange øvrige medlemmer af halvfjerdsernes venstrefløjspartier kan afvise horribiliteterne som blot dette ene og særlig ekstreme partis eksklusive udskejelser.
Jeg håber, at andre med kendskab til den resterende marxistiske venstrefløj i de kommende år vil bidrage til at vanskeliggøre denne alt for nemme afvisning; i hvert fald er det min opfattelse - både bygget på erindring fra dengang og senere samtaler - at KAP hverken var værre eller bedre end resten af fløjen til venstre for SF. De andre partier havde blot andre blinde pletter, andre demokratiske problemer og måske andre lykkelande, de støttede sig til.
Spørgsmålet er ikke, om de totalitære tendenser, troen på den totale sandhed, blot var et ligegyldigt marginalt fænomen hos nogle få idioter fra Århus og omegn. Bevægelsen har været om ikke dominerende, så i hvert fald uomgængelig i halvfjerdsernes universitets- og uddannelsesmiljø, i studieorganisationer og fagforeninger, i kulturmiljøet og medierne.
Diskussionen må derfor snarere handle om mulige konsekvenser af de totalitære tendenser: om de vitterlig kunne være blevet en glidebane mod undertrykkelse og terror, som nogle eks-KAP'ere har ment. I dag, hvor den politiske totalitarisme her i landet kun har overlejret i forsvindende små sekter, kan man naturligvis med tryghed konstatere, at de totalitære tanker ikke kom til at udgøre nogen konkret fare for demokratiet. Men kunne de i en anden situation have fået fatal betydning?
Spørgsmålet er hypotetisk og lader sig derfor nemt feje af bordet . . .
Jeg synes, det er for nemt sluppet. Ligesom når partiformand Scocozza i Politiken argumenterer for det utænkelige i, at disse holdninger trivedes i partiet, med henvisning til et partioplæg fra 1980 om flerpartisystem og alskens frihedsrettigheder. Partiformanden glemmer at fortælle, at oplægget netop var et opgør med det foregående tiårs programsatte planer om proletariatets diktatur og étpartisystem.
For mig at se kan man kun betragte de totalitære tanker som harmløse, hvis man har undladt at tænke tankerne til ende. Som Jørgen Ramskov tvang sig selv til at gøre i interviewet: »Vanviddet udspringer af troen på, at hvis man har en løsning, så kan man tillade sig at tvinge den ned over andre. Resten er varierende grader af konsekvens af det vanvid: deraf vokser tanken om, at nogle mennesker ikke må have lov til at sige, hvad de mener, at nogle ikke må passe et bestemt arbejde, at nogle må fjernes.«
Jeg er overbevist om, at de færreste af datidens venstreorienterede overvejede situationen for anderledes tænkende efter revolutionen - og jeg er sikker på, at endnu færre, ja, forhåbentlig ingen havde konkrete forestillinger om torturkamre, standretter og genopdragende kz-lejre. Men det fritager os vel ikke fra at tænke tanken til ende i dag, så meget klogere og mere modne end dengang?
De fleste, som var aktive på venstrefløjen i halvfjerdserne, må kunne huske glimt af stemningen: den næsten euforiske overbevisning om ens egen og meningsfællernes gode sag - og en modsvarende uforsonlig, til tider næsten hadsk, følelse over for selv nærtstående partier med en anden strategisk analyse af vejen til den store forandring. Ikke-marxistiske kunstnere og universitetsfolk har næppe heller oplevet halvfjerdsernes venstreorienterede som udpræget pluralistiske og tolerante over for anderledes tænkende; kun de stærkeste og modigste, som en Henrik Stangerup, turde dengang råbe op.
Jeg forlanger ikke skam og rødmende knæfald af hverken mig selv eller andre. Først og fremmest undrer jeg mig og spørger, om eks-marxisterne i dag kan se sig selv i øjnene og erklære, at de til hver en tid ville have forsvaret de politiske modstanderes ret til at have divergerende opfattelser? Hvem kan gøre sig selv så meget bedre end de tusindvis af artsfæller, der gennem hele det sidste århundrede i tilsvarende totalitære ideologiers navn fængslede, torturerede og henrettede millioner af mennesker såvel i fjerntliggende lande som i de allernærmeste?"
Handbook of Research on Economic Freedom
1 dag siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar