torsdag den 27. august 2009

Frank Aaens hyldest til Gulag og Ceausescu (1989)

Jeg vil helst glemme det, men jeg løber ikke fra det«, siger han om sit »kortvarige forsøg på at forsvare Gulag Øhavet og behandlingen af Solsjenitsyn«. Holdningen til Sovjetunionens militære indgriben i Afghanistan er også skiftet. I februar 1985 beskrev han i DKP-bladet »Tiden«, hvordan Sovjetunionen havde foregrebet, at »imperialismen (ville) få en militær platform lige syd for Sovjetunionen«, ligesom supermagten havde reddet den afghanske revolution.
. . .
Når Aaen opregner fortiden, fremhæver han hvordan det var i hans tid som chefredaktør, at Land og Folk fik glasnost. Men de medarbejdere, som Weekendavisen har talt med, er mere tilbøjelige til at nævne en strøm af eksempler på redaktør Aaens omhyggelige redigering af virkeligheden, navnlig når medarbejderne refererede fra møder i DKP's centralkomité. Selve relanceringen af Land og Folk den 21. august 1988 viser, hvorfor medarbejderne endte med at gøre oprør mod den redaktør, som gerne lånte Gorbatjovs ord, men efterlevede dem i Bresnjevs ånd. Relanceringen faldt sammen med 20 års dagen for Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet, og i den anledning havde Land og Folk sikret sig en kommentar fra SF's Gert Petersen, samt et interview med datidens Land og Folk redaktør Villy Karlsson, som afslørede, hvad der foregik i DKPs kulisser efter invasionen. Men Frank Aaen brød sig ikke om planerne. Han ville have DKP's synspunkter frem og foreslog derfor at erstatte artiklen om Karlsson med et interview med partiets chefideolog Ib Nørlund. Gert Petersens kommentar skulle tilsvarende erstattes med en kommentar af - Frank Aaen.
. . .
Et andet eksempel er, at da Sohn introducerede tanken om at starte Enhedslisten, var Frank Aaen indædt modstander af ideen. Selv i november 1989, da muren var faldet, forfattede Aaen en hyldest til Rumænien og dets leder Ceausescu, hvor DKP sendte »kammeratlige, varme hilsener til det rumænske kommunistpartis 14. kongres. Vi er lykkelige for at få mulighed for at være til stede under denne kongres og for at kunne erfare om det rumænske folks, partiets og det socialistiske Rumæniens bedrifter . . .«
"Proletariatets demokratur", i Weekendavisen (21.10.1994)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar